Op mod 100 nye demonstrationer truer i Storbritannien, og samtidig koger nettet over i falske rygter

Konspirationsteorierne flyver rundt på sociale medier, som er med til at vække vrede hos demonstranterne, mener forsker.

En demonstrant gestikulerer mod det britiske politi under sammenstød i Bristol den 3. august 2024. (Foto: © JUSTIN TALLIS, Ritzau Scanpix)

Nogle personer menes at puste ekstra meget til den i forvejen anspændte situation i Storbritannien, hvor voldelige optøjer har præget landet den seneste uge.

En af dem er den prominente højrefløjsaktivist Tommy Robinson, der bruger sine sociale medie-platforme til at dele uunderbyggede påstande.

I går delte han et opslag med sine mere end 900.000 følgere på X, hvor der stod: "Vågn op, Storbritannien, de er ved at give vores land væk, og de skyr ingen midler for at knuse dem, der protesterer".

Der skulle være planlagt op til 100 demonstrationer i aften på tværs af landet.

Optøjerne begyndte, efter at tre piger blev dræbt og ti såret i et knivangreb i Southport nord for Liverpool sidste mandag. Drabene udviklede sig til immigrationskritiske protester på grund af et falsk rygte om etniciteten af den 17-årige dreng, der er sigtet for drabene og drabsforsøgene.

  • For en uge siden var der protester i det centrale London nær Downing Street. (Foto: © HOLLIE ADAMS, Ritzau Scanpix)
  • Der blev blandt andet råbt: "This is England now", "Enough is Enough" og "Stop the boats". (Foto: © HOLLIE ADAMS, Ritzau Scanpix)
  • Der var flere sammenstød mellem politi og demonstranter. (Foto: © BENJAMIN CREMEL, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Optøjer antændt af misinformation

Tommy Robinson konspirerer blandt andet om, hvordan han mener, at britisk politi og regeringen bevidst har ladet optøjerne gå amok.

Det skulle nemlig give premierminister Keir Starmer mulighed for at fremstå som handlingens mand, der kan slå hårdt ned på uro og bruge urolighederne som påskud for at indføre ny lovgivning, der skulle indskrænke ytringsfriheden.

Robinsons underbygger ikke sine påstande med fakta.

Det er udelukkende hans fortælling - alligevel lykkes det ham at sprede sine ideer, forklarer Mikkel Bækby Johansen, postdoc på Københavns Universitet med speciale i onlinekultur og ekstremisme.

- En stor del af konspirationsteorierne er forvrænget information, påstande, der ikke er underbygget, eller som er decideret misinformation, og det er Robinson og andre lignende figurer med til at sprede på sociale medier, siger han i P1 Orientering.

Optøjerne blev endda antændt af misinformation.

- Nemlig med rygtet om, at gerningsmanden i Southport skulle være en muslimsk migrant, som for nylig skulle være kommet med en båd til England, siger han.

De tre børn mindes med blomster og kort i Southport. (Foto: © Peter Powell, Ritzau Scanpix)

Den store erstatning

En af de konspirationsteorier, der blandt andet florerer online, kaldes the great replacement (den store udskiftning, red.) og går ud på, at de europæiske magteliter skulle være i gang med at udføre en befolkningsudskiftning, hvor mellemøstlige og afrikanske migranter med tiden skal erstatte den oprindelige befolkning i Europa, forklarer forskeren og uddyber:

- Det er en teori, der er opfundet af den franske forfatter Renaud Camus, men bruges blandt andet også i USA som kritik af den mexicanske indvandring og var også motivet bag moskéangrebet i Christchurch i New Zealand i 2019.

Dele af teorien er baseret på bredt anerkendte problematikker - for eksempel at fremskrivninger viser, at befolkningssammensætningen vil se anderledes ud i fremtiden, fordi fødselsraten er faldende. Noget, der i Mikkel Bækby Johansens optik er en relevant diskussion.

- Men i the great replacement er det baseret på et plot, hvor rige eliter er dukkeførere for politikerne.

Og de sociale medier spiller en afgørende rolle i at sprede konspirationer som the great replacement, der kun gør demonstranterne mere vrede.

- Der er fællesskaber online, hvor folk mødes og hurtigt kan mobilisere sig omkring en idé eller misinformation, siger Mikkel Bækby Johansen.