Omstridt retssag mod islamkritikeren Geert Wilders: 'Vi sørger for færre indvandrere'

Den blonde, hollandske politiker risikerer op til et års fængsel for at opildne til had og diskriminering.

Geert Wilders har i månedsvis ved hjælp af et hold advokater forsøgt at få myndighederne til at droppe retssagen. (Foto: © Remko de Waal, Scanpix)

Han erkender åbent, at han er på korstog mod islamisering. Og han deler et land, som bryster sig af at være tolerant.

Nu risikerer den hollandske politiker Geert Wilders at komme i fængsel for skarpe udtalelser mod muslimske indvandrere.

I Schiphol udenfor Amsterdam begynder nemlig i dag en retssag mod Wilders, manden bag det Europa- og indvandrerkritiske Frihedsparti.

Han er anklaget for at opildne til had og diskriminering og for at fornærme en gruppe mennesker på baggrund af deres race, efter at det på valgaftenen til et lokalvalg i marts 2014 lød sådan her i Den Haag:

- Vil I her i byen og i Holland have flere eller færre marokkanere?, spurgte Wilders.

Salen brød ud i et taktfast “Færre, færre, færre…”

- Det sørger vi så for, svarede Wilders smilende.

Over 6.400 enkeltpersoner og organisationer klagede efter valgmødet til myndighederne.

Hollandsk diktatur

Wilders har i månedsvis ved hjælp af et hold advokater forsøgt at få myndighederne til at droppe retssagen. Den er politisk, mener han.

- Hvis det er strafbart at sige det, er Holland ikke længere et demokrati, men et diktatur, lyder det fra Wilders.

Samme dag som hollandske myndigheder endeligt annoncerede, at sagen kan finde sted som planlagt, skrev Wilders sådan her på Twitter:

https://twitter.com/geertwilderspvv/status/786842758405320704

- Forfulgt for hvad millioner af mennesker mener. #politiskretssag #skrid

Og Wilders har allerede gjort det klart, at han ikke agter at dukke op til selve retssagen.

- Politiske diskussioner fører jeg dér, hvor den politiske debat hører til: I vores parlament. Og ikke i retsalen, skriver Wilders i en meddelelse til avisen Algemeen Dagblad.

Før valget

Wilders kan sende sin advokat, medmindre dommeren kræver, at han deltager. Om dommeren gør det er fortsat uklart.

Wilders har før været for retten - han blev blandt andet frikendt for at opildne til had mod muslimer i 2011. Den gang sagde han:

- Jeg ved også godt, at der ikke er muslimsk flertal indenfor de næste årtier. Men det vokser - med aggressive elementer, imperialisme. Gå ned ad gaden og se, hvor det fører hen. Man føler ikke, at man bor i sit eget land. Der er en kamp i gang. Og vi skal forsvare os. Om lidt er der flere moskéer end kirker.

I Holland bor næsten én million muslimer, knap seks procent af befolkningen.

Retssagen er også omdiskuteret, fordi hollænderne går til valg til marts — om under fem måneder.

Efter den værste migrationskrise i Europa siden Anden Verdenskrig giver meningsmålinger Wilders’ Frihedsparti gode chancer for at få flest stemmer.

Om retssagen styrker eller netop svækker Wilders’ chancer for at blive Hollands næste premierminister vil tiden vise.