Olietankere på dybt vand i Omanbugten: Kanonføde i konflikt mellem giganter

For tredje gang på to måneder er en international olietanker indblandet i en konflikt med, hvad der menes at være iranske skibe.

Den seneste tid er Hormuzstrædet blevet et farligere sted for olietransport. (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Scanpix)

Verdens vigtigste olierute.

En tredjedel af verdens olie transporteres igennem Hormuzstrædet, der forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten mellem Iran og Oman, og derfor er den strategiske vigtighed af området storpolitisk.

Men den seneste tid er strædet blevet et farligere sted for olietransport, efter flere angreb, rettet mod olietankere, har fundet sted.

DR Nyheder giver dig her et overblik over hændelserne i Hormuzstrædet de seneste to måneder, efter Storbritannien i dag anklager iranske skibe for at forsøge at stoppe en olietanker.

11. juli: Krigsskibe forsøger at stoppe britisk tanker

Ifølge britiske myndigheder var det dette skib, der drev de iranske skibe på flugt. (Foto: © MICK STOREY / HANDOUT, Scanpix)

- Denne hændelse bekymrer os, og vi beder fortsat de iranske myndigheder om at stabilisere situationen i området.

Sådan lød det tidligere i dag fra en talsmand for den britiske regering, efter tre skibe, der ifølge briterne var iranske, forsøgte at standse et britisk olietankskib i at sejle gennem Hormuzstrædet, oplyser en talsmand for den britiske regering.

De tre fartøjer sejlede væk igen efter en advarsel fra et britisk krigsskib.

Irans Revolutionsgarde afviser, at et sammenstød med et udenlandsk fartøj skulle være sket de seneste 24 timer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig citerer iranske medier landets udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, for at Storbritannien "forsøger at skabe en konflikt", skriver BBC.

For nylig blev et tankskib med iransk råolie stoppet af britiske flådefartøjer ud for Gibraltar.

Det blev begrundet med, at tankskibet i strid med EU's sanktioner skulle aflevere sin last i Syrien.

Hændelsen fik Iran til at true med gengæld, hvis ikke olietankeren blev frigivet øjeblikkeligt.

13. juni: To skibe evakueres efter eksplosioner

Det norskejede skib, Front Altair, brød i brand efter en eksplosion 13. juni. (Foto: © ho, Scanpix)

To tankskibe blev i formiddagstimerne den 13. juni evakueret, da de blev ramt af eksplosioner.

Det ene af skibene, Front Altai, der er ejet af norsk-cypriotiske John Fredriksen, brød i brand efter det formodede angreb.

Det andet tankskib, 'Kokuka Courageous', sejler under Panama-flag.

Alle 44 søfolk fra de to skibe blev bragt i sikkerhed i den iranske havneby Bandar-e-Jask.

USA offentliggjorde efterfølgende en video, der ifølge amerikanerne viser iranske sikkerhedsstyrker fjerne en ueksploderet mine fra siden på en af de involverede tankere.

Iran har afvist beskyldningerne.

Se videoen, som USA offentliggjorde, her:

12. maj: Mineattentat mod fire olietankere

Et af de ramte tankskibe: Al Marzoqah fra Saudi-Arabien. Det bliver undersøgt af dykkere for miner. (Foto: © SATISH KUMAR, Scanpix)

For to måneder siden blev fire tankskibe angrebet med miner ud for emiratet Fujairah, der ligger tæt ved Hormuzstrædet.

To af skibene, der blev angrebet, var fra Saudi-Arabien. De to andre kom fra Norge og De Forenede Arabiske Emirater.

Fujairah er en af verdens største bunkerhavne, der fungerer som tankstationer for skibe.

En rapport fra de lande, hvis skibe var involveret, har konkluderet, at en stat stod bag angrebet.

Hvorfor er Hormuzstrædet så vigtigt?

  • Strædet ligger mellem Oman og Iran og er forbindelsen mellem flere af landene ved Golfen; Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar og Forenede Arabiske Emirater.

  • Det er den eneste adgang med eksporteret råolie fra den Persiske Golf, og en tredjedel af verdens olie, der bliver transporteret via skibe, går gennem her.

  • Hvis strædet lukkes, kan det få store konsekvenser for verdensøkonomien. Alene ved nyheden om eksplosionerne hoppede oliepriserne fire procent. Iran har tidligere truet med at blokere strædet.