For første gang siden en voldsom og kritiseret henrettelse i april, tager staten Oklahoma livet af en forbryder med samme kontroversielle metode. Det skriver CNN.
Den 47-årige Charles Frederick Warner fik en dødelig indsprøjtning torsdag, efter han i 2003 blev dømt for at voldtage og dræbe sin kærestes 11 måneder gamle datter.
- De prikkede mig fem gange. Det gjorde ondt. Det føltes som syre, var nogle af Charles Warner's sidste ord, ifølge journalisten Sean Murphy fra nyhedsbureauet AP.
Protest over dødelige kemikalier
- Min krop brænder. Ingen burde gå igennem det her. Jeg er ikke bange for at dø. Vi skal alle dø, sagde Charles Warner, ifølge journalisten fra AP. Bortset fra hans udtalelser, viste Charles Warner dog ikke tydelige tegn på ubehag, lyder det.
Charles Warners advokat havde op til henrettelsen kæmpet mod den dødelige indsprøjtning ved at sætte den amerikanske Højesteret til at vurdere Oklahomas henrettelsespolitik. Højesteret afviste dog at tage sagen op.
Specielt kemikaliet midazolam i Charles Warners dødelige indsprøjtning har vakt kritik fra flere kanter. Det er nemlig ikke godkendt af USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA.
Gift bag 'grusom og rædsom' død
Midazolam er et såkaldt benzodiazepin, der skal gøre den dødsdømte bevidstløs. Det har dog flere gange vist sig ikke at virke helt efter hensigten, og det udløste protesten fra Charles Warners advokat.
- Der er speciel bekymring over for brugen af midazolam, der har været involveret i flere ekstremt problematiske henrettelser, inklusiv den grusomme og rædselsfulde henrettelse af Clayton Lockett i Oklahoma i april og Joseph Woods to timer forlængede død i Arizona i 2014, sagde Charles Warners advokat, Dale Baich, ifølge CNN.
Oklahomas myndigheder ser dog ikke grund til at kritisere den henrettedes Charles Warners rettergang.
- Retfærdigheden skete fyldest i aftes (torsdag, red.), da staten henrettede Charles Warner for den forfærdelige forbrydelse at voldtage og dræbe et spædbarn, sagde Oklahomas guvernør Mary Fallin ifølge CNN.
Indsprøjtede gift forkert
Den 'grusomme' død, som Dale Baich henviser til, var da Oklahoma henrettede den 38-årige Clayton Lockett den 29. april med samme blanding af dødelige kemikalier. Charles Warner skulle efter planen have været henrettet samme dato, men det blev udsat, da henrettelsen af Lockett gik galt.
Fra Clayton Lockett fik den giftige sprøjte til han døde, gik der 43 minutter. Indtil da drejede han sig, sagde lyde og sparkede. Før han modtog den giftige cocktail gik der tilmed 51 minutter, før lægen besluttede at stikke den ind ved mandens lyske.
Lægen kunne dog ikke ramme blodåren i lysken, og Lockett døde af et hjerteanfald. Det skete, efter journalister, der var vidne til henrettelsen fortalte, at de kunne se klar væske, blod og en stor hævelse i den dømtes lyske.
Dommer smed sagsanlæg ud
Henrettelsen mod Clayton Lockett mødte en bredside fra journalister og ekperter. Advokaten, der repræsenterer Charles Warner, langede ud efter en rapport lavet af myndighederne, der beskrev den voldsomme henrettelse.
- Rapporten tager ikke hensyn til, hvem, der er ansvarlige. Den beskytter magtstrukturen. Da henrettelsen tydeligvis var ved at gå galt, skulle den have været stoppet, men det blev den ikke, sagde Dale Baich.
Den engelske avis The Guardian og The Oklahoma Observer sagsøgte fængselssystemet for 'bevidst at filtrere, hvad journalister må se under en henrettelse'. De kritiserede, at myndighederne lukkede gardinerne indtil henrettelsesrummet efter Lockett stadig var i live efter 20 minutter.
Den klage kommer der dog ikke meget ud af, da en dommer i december smed sagsanlægget hen hvor peberet gror, skriver det journalistiske uddannelsesinstitut, Poynter, på sin hjemmeside.