Også dommer i Maryland blokerer Trumps indrejsedekret

For anden gang inden for et døgn blokerer en føderal dommer for den amerikanske præsidents indrejseforbud.

Retsbygningen i den amerikanske delstat Maryland, hvor en føderal dommer har blokeret præsident Donald Trumps nye indrejseforbud. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)

En føderal dommer i den amerikanske delstat Maryland har blokeret dele af præsident Donald Trumps indrejseforbud over for seks lande, hvor befolkningen hovedsageligt er muslimsk.

Det rapporterer CNN.

Tidligere på dagen blev Trumps dekret stoppet af en dommer på Hawai, men den føderale dommers afgørelse i Maryland understreger, hvor stort et politisk nederlag det er for Trump.

Ifølge dommer Derrick Watson i Maryland giver dekretet ikke tilstrækkelig beskyttelse mod religiøs forfølgelse.

Trump udsendte i januar sit første dekret, der forbød indrejse for borgere fra syv overvejende muslimske lande. Det blev stoppet af en dommer i staten Washington.

Derfor udsendte Trump i sidste uge et revideret dekret, som skulle være trådt i kraft torsdag. Her var Irak fjernet fra listen over lande, som i tre måneder er omfattet af et indrejseforbud.

Folk med arbejdstilladelser var også undtaget forbuddet.

/ritzau/