Østrigerne skal til valg i utide. Efter planen skulle der først være valg i efteråret 2018.
Men de politiske partier i Østrig er enige om at udskrive parlamentsvalg 15. oktober, skriver Reuters.
Det indvandringskritiske Frihedsparti, FPÖ, står lige nu til at blive det største parti i det nye parlament med omkring 30 procent af stemmerne.
Østrigs udenrigsminister, Sebastian Kurz, blev ny partileder i det konservative folkeparti (ÖVP) i søndags, og han opfordrer også til valg.
Koalitionen brød sammen efter måneders interne skænderier i de to regeringspartier.
Den østrigske regering begyndte at vakle, da den konservative vicekansler Reinhold Mitterlehner i onsdags overraskende meddelte, at han træder tilbage fra posten. Samtidig gav han titlen som formand for ÖVP fra sig, og det har skabt uro på Østrigs politiske scene.
Reinhold Mitterlehner trak sig, da det ikke lykkedes ham at knuse intern splid og spekulationer om det konservative ÖVP-partis fremtidige lederskab. Det er nu løst med Kurz.
De konservative ligger på en fjern tredjeplads, men nogle analyser peger i retning af, at den unge 30-årige partileder kan få partiet til at stige kraftigt i meningsmålingerne.
/ritzau/