Østrig: Hegn skal sætte flygtningestrøm ned i tempo

Østrig vil kontrollere strømmen af flygtninge over grænsen fra Slovenien - men ikke lukke grænsen.

En østrigsk sikkerhedsvagt taler med flygtninge ved grænsen mellem Østrig og Slovenien. Titusinder af flygtninge er de seneste uger strømmet hen over grænsen. (Foto: © GYORGY VARGA, Scanpix)

Østrigs regering vil nu tage initiativer til at kontrollere strømmen af flygtninge ind i landet fra Slovenien. Der skal blandt andet bygges en form for hegn på en del af grænsen mellem Østrig og Slovenien.

- Dette handler om at sikre en ordentlig og kontrolleret indrejse i vores land og ikke om at lukke grænsen, siger oplyser Østrigs indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner til radiostationen Oe1.

Ordet "hegn" er den østrigske indenrigsminister hidtil veget uden om. Men det gjorde hun ikke onsdag morgen.

- Naturligvis handler det også om et hegn, siger hun.

Hård kritik

Johanna Mikl-Leitner fra det konservative parti ÖVP understreger, at formålet er at sænke tilstrømningen og passagen af flygtninge.

Titusindvis af flygtninge er de seneste uger strømmet hen over grænsen mellem Slovenien og Østrig, og regeringen i Wien har de seneste dage været udsat for hård kritik fra den tyske delstat Bayern over det enorme antal flygtninge, som Østrig lader passere videre til Tyskland.

Da Ungarn tidligere på året begyndte at opføre et fire meter højt grænsehegn til Serbien og siden Kroatien for at forhindre flygtninge og migranter fra blandt andet Syrien i at komme ind i landet, blev det mødt med stor kritik fra en række EU-lande.

Socialdemokrater bakker op

Slovenien er som Østrig en del af Schengen-samarbejdet, der sikrer fri grænsepassage.

Johanna Mikl-Leitner blev mødt med heftig kritik fra den østrigske opposition, da hun i sidste uge sagde, at det er på tide, at EU "bygger fort Europa".

Socialdemokraterne, der er i koalitionsregering med de konservative, synes at være på linje med Mikl-Leitner.

Den socialdemokratiske forsvarsminister, Gerald Klug, siger, at han godt kan forestille sig barrierer og containere opstillet langs grænsen "for at være i stand til at kontrollere migranterne på en ordentlig måde".

/DR Nyheder/