Østrig er betænkelig ved dele af den aftale, som EU og Tyrkiet er på vej til at indgå i flygtninge- og migrationskrisen, og advarer om, at EU risikerer at smide sine værdier over bord.
- Tyrkiet sætter en regeringskritisk avis under tvangsforvaltning, og tre dage senere konfronterer de EU med en ønskeseddel, hvor de bliver belønnet med, at man diskuterer en fremrykning af visumliberalisering, siger den østrigske indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner.
- Jeg spørger mig selv, om vi ender med at kaste vores værdier over bord, siger hun ved ankomsten torsdag til et EU-møde i Bruxelles.
EU's indenrigsministre mødes med flygtninge- og migrationskrisen på toppen af dagsordenen, mens EU og Tyrkiet forhandler om en aftale, der efter planen skal indgås på et nyt topmøde i næste uge.
På et topmøde i mandags erklærede Tyrkiet sig pludselig parat til at tage alle flygtninge og migranter tilbage fra Grækenland.
Til gengæld skal EU modtage syriske flygtninge direkte fra Tyrkiet, samtidig med at tyrkerne ønsker flere penge, hurtigere visumfrihed for 80 millioner tyrkere og mere fart på udvidelsesforhandlingerne med EU.
/ritzau/