Nyvalg i Grækenland fordi det græske parlament i tredje forsøg ikke kunne enes om en præsident, kan få gældskrisen i Europa til at blusse op igen, vurderer makroøokonom i Sydbank Peter Bojsen Jakobsen.
- Det er venstrefløjspartiet Syriza, der står til at vinde valget, og årsagen til den store opbakning til partiet er, at partiets leder, Alexis Tsipras, i ret klare vendinger har udtalt, at, han vil have en ny låneaftale med EU, ECB og Den Internationale Valutafond.
- Det kan potentielt sætte gang i en ny gældskrise, fordi andre gældsplagede lande som Portugal, Italien og Spanien vil kunne presse på for det samme. Det vil kunne skabe fornyet usikkerhed og uro, siger Peter Bojsen Jakobsen.
- Har lovet for meget
Det græske aktiemarked faldt voldsomt efter den 3. afstemning i det græske parlament om posten som præsident. Regeringen har ikke sikret sig stemmer nok til at give posten til tidligere EU-kommissær Stavros Dimas.
Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, kalder det naturligt, at Tsipras vil forsøge at presse lempeligere sparekrav igennem med EU og IMF, hvis han vinder valget 25. januar. Men han mener, at det er tvivlsomt, om han har heldet med sig.
- Måske får de en lille indrømmelse og en længere løbetid i forhold til at tilpasse sig sparekravene. Men jeg tror, at Tsipras er ude og love mere, end han kan holde, siger han.
Kan ikke rokke ved euroen
- EU vil være opmærksom på ikke at åbne aftaler som den her op, for der findes også aftaler med andre lande. For tre år siden havde det måske kunnet rokke noget ved euroen, men ikke nu, hvor andre kriseramte lande er på vej op, siger Peter Nedergaard.
Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, har tidligere slået fast, at enhver græsk regering skal respektere den aftale, som landet allerede har indgået med EU.
Og Peter Nedergaard regner også med, at grækerne indordner sig:
- Grækenland vil blive i EU
- Grækerne ønsker ikke at forlade Euroen, viser meningsmålinger, og det tror jeg heller ikke, at Syriza ønsker. Grækenland har en interesse i at blive i samarbejdet.
- Der sker tit det, at når folk kommer til magten og får indsigt i papirer og skal til forhandlinger, så sker der en realitetsopvågning, og det, tror jeg også, er nødt til at ske hos Syriza, siger han.
/ritzau/