- Jeg tror, hun reddede os. Hun reddede os alle.
19-årige Hannah Miles undrede sig over lyden, da det første "bang" lød. Det mindede om lyden af en lineal, der slår mod en tavle.
Læreren i klassen, Amy Fair, fortsatte også sin undervisning. Men så.
"Bang, bang"
- Jeg troede ikke, det var skud, før jeg hørte det næste, fortæller Hannah Miles.
Amy Fair løb ud på gangen og bankede på døren til klasselokalet, hvor lyden kom fra. Hun spurgte, om alle var okay. Der kom intet svar, bare flere skud.
Så var det, at hun besluttede sig for at få sine elever ud. De løb.
- Det var totalt kaos. Frygt og panik, fortæller Hannah Miles.
Ringede til faren og bad
Eleverne løb ind i universitetets lille boghandel og gemte sig. Hannah var løbet fra alt, så hun lånte en telefon fra en klassekammerat og ringede til sin far, der bad sammen med hende. Inden Amy Fair nåede til gemmestedet, nåede hun at banke på klasselokaler og advare dem om skyderiet.
Flere elever og lærere fra Umpqua Community College i Roseburg, Oregon, der i går lagde ramme om endnu et skoleskyderi i USA, har fortalt deres historie, efter at de var kommet i sikkerhed.
Men undervejs nåede flere at fortælle om deres oplevelser på sociale medier - eller som Hannah Miles at ringe eller sms'e hjem til deres forældre.
https://twitter.com/NealKarlinsky/status/649737577646309376
Ansigt til ansigt med morderen
Der findes også flere og meget voldsommere øjenvidneberetninger. Den ene fra Kortney Moore, der sammen med sine klassekammerater stod ansigt til ansigt med morderen. Først blev et skud fyret ind gennem vinduet til lokalet. Læreren blev ramt i hovedet. Død på stedet.
Kort tid efter stod gerningsmanden i klasselokalet. Han bad alle om at lægge sig på gulvet, inden han bad dem rejse sig og oplyse deres religion. Men så begyndte han ifølge Kortney Moore at skyde løs mod alle. Kortney lå længe på gulvet ved siden af sine døde klassekammerater, indtil politiet kom og erklærede området sikkert.
Den 26-årige gerningsmand var død.
Forinden havde han nået at dræbe 9 og såre 7.
Kilder: Daily Mail og The Oregonian