Det var en lang og voldsom aktion, da franske styrker stormede en lejlighed i Paris, hvor to personer mistede livet og flere betjente blev såret.
Det viser øjenvidneberetninger fra de franske medier. Naboerne forklarer, at skudduellerne var lange, og at eksplosionen blæste flere ting ud ad vinduerne.
- Jeg blev vækket 04.20 ved lyden af meget voldsom skududveksling. Mine børn græd. Der blev skudt non-stop i 20-25 minutter. Så blev der stille, og så startede det op igen, siger 36-årige Nabil Guerram til Le Monde.
Øjenvidnerne kunne også berette, hvordan kvinden, der sprængte sig selv i luften, blev advaret af politiet.
- Under en pause i skyderiet hørte jeg en kvinde råbe ”hjælp, hjælp, hjælp mig. Politiet bad hende identificere sig. De råbte til hende, at hun skulle holde hænderne i vejret. De råbte "vi skyder", siger siger 20-årige Christian til det franske medie Le Parisien.
- Vinduet smadrede. En masse ting fra lejligheden blev blæst ud på gaden, også stykker af lemmer.
Også Thibault Chaffotte hørte, hvordan politiet råbte af en person.
- De sagde: Tag ikke dine arme ned. Hold dine arme oppe. Bagefter var der en meget voldsom eksplosion. Jeg tror, det var, da hun udløste bomben. Mange af vinduerne blev knuste, siger hun.
Politiet slog til, da de havde efterretninger om, at en af terroristerne fra fredagens angreb muligvis befandt sig på stedet.
To personer mistede livet, fem betjente blev såret, en politihund døde, og syv personer blev anholdt.