Øjenvidner i Suruc: Alle løb og skreg

Øjenvidner fortæller, at der opstod vild panik efter en eksplosion i Suruc i Tyrkiet.

Grænsebyen Suruc ligger op til Kobane, der er kurdisk-kontrolleret og flere gange har været under angreb fra terrororganisationen Islamisk Stat. (Foto: © DICLE NEWS AGENCY, Scanpix)

Mandag har mindst 28 personer mistet livet i en eksplosion i den tyrkiske by Suruc. Flere end 100 personer meldes såret.

Eksplosionen fandt sted ved kulturcenteret Amara Cultural Park, hvor den svenske socialdemokratiske politiker Evin Cetin befinder sig for at organisere nødhjælp til den syriske grænseby Kobane, der ligger ti kilometer fra Suruc.

- Der ligger døde kroppe i hele området, fortæller Evin Cetin til flere svenske medier.

Panik og skrig

Hun fortæller, at hundredvis af unge befandt sig i centeret, hvor frivillige og ungdomsorganisationer mødtes for at dele mad ud til flygtninge og for at koordinere genopbygningen af Kobane. De unge er del af den socialistiske ungdomsorganisation SGDF.

- Hvis vi ikke havde været ude at købe ind, så havde vi været på stedet, siger Evin Cetin.

Et øjenvidne ved navn Erhan Subasi fortæller til CNN, at der opstod voldsom panik ved eksplosionen.

- Børn skreg, alle skreg og løb. Alle var i panik, men forsøgte at hjælpe, fortæller Erhan Subasi til CNN.

Strategisk placering

Det er endnu uvist, hvem der står bag eksplosionen, men to tyrkiske embedsmænd siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at foreløbige undersøgelser peger i retning af, at terrororganisationen Islamisk Stat står bag angrebet. Det er dog ikke blevet bekræftet officielt.

Ved at slå til mod kulturcenteret, har gerningsmændene slået til mod al nødhjælp, som skal til Kobane, lyder det fra Evin Cetin:

- Man ventede egentlig bare på, at IS skulle slå igen, siger hun og fortæller, at det humanitære arbejde er midlertidigt stoppet på grund af eksplosionen.

Angrebet i Suruc er det blodigste angreb i Tyrkiet, siden 50 mennesker blev dræbt i grænsebyen Reyhanli i 2013.