Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er indlagt på hospitalet med øjenbetændelse og må blive i sengen i en uge, oplyser hans personlige læge.
76-årige Berlusconi lider angiveligt af sygdommen uveitis, som er en form for øjenbetændelse, der behandles med øjendråber og andre lægemidler.
- Han har behov for mindst syv dage med hvile uden nogen eksponering for lys, siger lægen Alberto Zangrillo, der fortæller, at Berlusconi er indlagt på San Raffaele-hospitalet i Milano.
Kan ikke møde i retten
Mediemogulens øjensygdom har tilsyneladende forhindret ham i at deltage i et tv-interview og et valgmøde i forbindelse med det netop overståede parlamentsvalg i støvlelandet.
Berlusconis øjenproblemer gør desuden, at den tidligere premierminister ikke kan møde i retten, hvor han står tiltalt for at have betalt for sex med en mindreårig prostitueret.
Der afsiges dom i sagen 18. marts. Men Berlusconis manglende fremmøde kan meget vel ende med at forsinke sagen, der har stået på i mange måneder.
/ritzau/Reuters