Obama udelukker at sende soldater til Ukraine

En egentlig militær konfrontation med Rusland vil ikke være i nogens interesse, siger Barack Obama.

Den amerikanske præsident Barack Obama siger, at USA ikke kommer til at blande sig militært i Ukraine. Det må være op til diplomatiet at klare skærene med Rusland. (Foto: © Saul Loeb, Scanpix)

Hvis nogen havde håbet på amerikanernes militære indblanding i Ukraine, så havde de håbet forgæves.

Det udelukker den amerikanske præsident, Barack Obama, nemlig onsdag ifølge den amerikanske station NBC.

- Vi kommer ikke til at være en del af en militær mission, siger Barack Obama onsdag til NBC's tv-station i San Diego, KNSD.

- Det er åbenlyst, at vi ikke har behov for at udløse en egentlig krig med Rusland.

- Det ønsker ukrainerne ikke. Det ønsker ingen.

Diplomatiet må sejre

I stedet vil USA mobilisere alle diplomatiske resurser for at skabe en international koalition, som samlet sender en klar besked til Rusland. Og den klare besked er ifølge Obama, at ukrainerne "bør bestemme deres egen skæbne".

Mandag indførte den amerikanske præsident sanktioner mod 11 russere og ukrainere og sagde, at USA vil presse på for at få Rusland til at løsne grebet om Ukraine og landets halvø Krim.

I interviewet insisterede Obama ifølge NBC på, at den russiske præsident Vladimir Putins handlinger er et udtryk for svaghed og ikke styrke, fordi han er bange for at miste grebet bestemte lande.

Et overvældende flertal på Krim har stemt for, at halvøen skal være en del af Rusland i stedet for Ukraine.