De blev hver især mindet af præsident Obama under mindehøjtideligheden i Boston i dag. De tre, der mistede livet i forbindelse med bombeeksplosionerne under byens maratonløb i mandags.
Den 23-årige kinesiske studerende Lü Lingzi, den 29-årige amerikaner Krystle Campbell og otte år gamle Martin Richard.
Præsident Obama talte om det tab, deres familier har lidt. Om tre forskellige og stærke personligheder, der ikke er længere.
Ellers var præsidentens budskab i høj grad, at Boston og USA ikke lader sig knække. At mod, styrke og kærlighed vil vinde over ondskab.
- Måske mister vi fodfæste for et øjeblik, men vi kommer tilbage - vi kommer i mål, sagde præsident Obama.
Udtryk fra maratonløb
Og Obama lånte flere udtryk fra maratonløbernes verden, da han talte om at møde "muren". Om at få hjælp på det tidspunkt, hvor man er allermest udmattet og ikke længere tror, at man kan gennemføre sit løb. Men hvor man så bliver hjulpet og støttet af andre og alligevel kommer i mål.
Præsidenten sagde videre, at Boston ikke overgiver sig, men tværtimod er klar med et nyt maratonløb næste år.
- Til næste år vender verden tilbage til den her fantastiske by, sagde Barack Obama.
Det budskab vil mange i Boston med sikkerhed erklære sig enige i. For når man har talt med borgere i Boston de seneste dage har en del sagt netop det: At næste års løb skal være endnu større end normalt, og at terrorister ikke skal have lov til at ødelægge det traditionsrige maratonløb i Boston.
Fokus på hjælpsomhed og medmenneskelighed
Mindehøjtideligheden blev holdt i Bostons store katolske katedral - Cathedral of The Holy Cross. Udover præsidenten talte også Bostons borgmester og guvernøren for delstaten Massachusetts samt repræsentanter for forskellige trossamfund.
Og deres budskab var i høj grad det samme som præsidentens.
Der var fokus på mod, styrke og kærlighed i talerne, der fremhævede de mange, der ikke løb væk efter eksplosionerne, men tværtimod kom til for at hjælpe.
Præsident Obama talte om de professionelle, der kom til hjælp - læger, sygeplejersker og vagtfolk. Og om de borgere, der hjalp med tæpper eller ved at give blod til de lokale hospitaler.
Obama talte også om dem, der placerede bomberne, der dræbte tre og sårede flere end 170 mennesker
- Vi vil finde jer og holde jer ansvarlige, sagde Obama.
Massivt sikkerhedsopbud
Præsidenten sagde det samme tidligere på ugen, men der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser. Og der er heller ikke nogen enkeltpersoner eller grupper, der har taget ansvar for bomberne.
I dag har der været stille fra politi og efterforskere, men i området omkring katedralen var sikkerheden massiv og meget synlig i forbindelse med mindehøjtideligheden.
Betjente klædt i neonfarvede veste stod med få meter mellemrum, mens præsident Obama og de andre talere afleverede deres budskab om, at både Boston og USA vil genvinde sin styrke.