Spørgsmålet om, hvorvidt USA burde have blandet sig militært i konflikten i Syrien, har været et af de sværeste i Barack Obamas præsidentperiode.
Det siger den afgående præsident på sit sidste pressemøde inden nytår, da han bliver spurgt ind til den nuværende situation i Aleppo, hvor flere tusinde civile fortsat er fanget efter evakueringer af den østlige del af byen tidligere i dag gik i stå.
- Jeg kan ikke sige, at vi har været succesfulde, og det er en viden, jeg lægger mig til at sove med hver aften, siger Obama, der dog fastholder, at han har valgt den rigtige vej ved ikke at involvere USA i en krig i Syrien.
- Jeg forstår impulsen til at ville gøre noget, men jeg blev i sidste ende nødt til at tænke realistisk. Jeg blev nødt til at tænke på, hvad der var rigtigt at gøre for Amerika, siger han.
Ansvaret ligger hos Syrien, Rusland og Iran
Præsidenten siger, at alle muligheder for at handle er blevet undersøgt, men der har været for mange hindringer i vejen for en militær intervention. Blandt andet at man stadig har været militært engageret i lande some Afghanistan, at Rusland og Iran har støttet op om præsident Bashar al-Assad og ikke mindst, at der ikke har været en opposition i Syrien, der var stærkt nok til at overtage landet efterfølgende.
- Hvis vi ikke var gået fuldstændig og helt ind og havde overtaget, så var vi kommet i problemer. Det lød måske som den rigtige ting at gøre, men det ville have været umuligt at gøre uden store omkostninger, siger han.
På pressemødet beskylder han det syriske regime og dets allierede Rusland og Iran for at være skyld i brutale overgreb i Aleppo.
- Vi har set en bevidst strategi, der har handlet om at omringe, belejre byen og udsulte uskyldige civile. Vi har set ubarmhjertige målrettede angreb på hjælpearbejdere og læger, og vi har set hele bydele blive forvandlet til murbrokker og støv, siger han:
- Der er fortsat meldinger om civile, der bliver henrettet. Det er altsammen overtrædelser af de internationale love, og ansvaret for det kan kun ligge et sted, hos Assads regime og deres allierede i Rusland og Iran.
Han opfordrer derefter til at lade uafhængige observatører får adgang til Aleppo, så de kan hjælpe med at sikre en evakuering af byen.