Obama støtter protester mod Trumps indrejseforbud

Amerikanske værdier er på spil, siger Obama-talsmand i den første udtalelse, siden Obama forlod Det Hvide Hus.

Obama forlod Det Hvide Hus for ti dage siden - nu kommer den første offentlige udtalelse fra Obamas kontor. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

USA's tidligere præsident Barack Obama er modstander af at diskriminere personer på grund af deres tro eller religion.

Det siger hans talsmand, Kevin Lewis, ifølge nyhedsmediet Politico.

I udtalelsen, der ikke nævner præsident Donald Trumps meget omtalte indrejseforbud, siger talsmanden, at Obama er opmuntret af de protester, der finder sted rundt om i landet.

- Borgere, der benytter deres forfatningssikrede ret til at samles, organisere sig og lade deres stemmer blive hørt af deres folkevalgte, er præcis det, vi forventer at se, når amerikanske værdier er på spil, siger Lewis.

Det er den første offentlige udtalelse fra Obamas kontor, siden han forlod Det Hvide Hus for ti dage siden.

Hans efterfølger underskrev fredag et dekret, der betyder, at statsborgere fra syv lande med en overvejende muslimsk befolkning indtil videre ikke har lov at rejse ind i USA.

Bestemmelsen rammer også personer med dobbelt statsborgerskab.

I samme ombæring har Trump sat den amerikanske flygtningemodtagelse i bero i foreløbig 120 dage.

/ritzau/