Obama om Clinton: Aldrig har nogen været mere kvalificeret

Den amerikanske præsident er taget med den måske kommende præsident på valgturné i vigtig svingstat.

Obama og Clinton side om side for første gang under valgkampen. (Foto: © Brian snyder, Scanpix)

- Jeg er her i dag, fordi jeg tror på Hillary Clinton, og fordi jeg ønsker jeres hjælp til at få valgt hende til USA's næste præsident.

Ordene er Barack Obamas, og den nuværende præsidents ord er faldet tirsdag til et af Hillary Clintons vælgermøder i delstaten North Carolina.

Det er første gang, at Obama optræder side om side med Hillary Clinton i hendes kamp for at vinde over Donald Trump, hendes formodede modkandidat ved præsidentvalget senere på året.

I månedsvis har Obama forholdt sig neutral i Demokraternes primærvalgkamp, men siden at Bernie Sanders har erkendt, at han ikke kan vinde over Clinton, har Obama også lagt sine æg i hendes kurv.

Obama siger, at han under den benhårde primærvalgkamp i 2008, hvor han dystede mod Clinton om Det Demokratiske Partis gunst, fandt ud af, at Clinton var klog og velforberedt, og at hun siden har skullet træffe svære beslutninger som udenrigsminister.

- Der har aldrig været en mand eller kvinde, der har været mere kvalificeret til dette job end Hillary Clinton, siger han ifølge Reuters.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er i North Carolina, Clinton får selskab af Obama. Ved præsidentvalget i 2012 vandt Republikanernes Mitt Romney den sydlige delstat snævert over Obama.

Håbet er, at Clinton, der traditionelt står stærkt i sydstaterne, sammen med Obama kan sikre sejr over Trump i staten.

/ritzau/