Bombardementet af Islamisk Stat i Syrien er kun begyndelsen på en lang og sej kamp mod den islamiske militante gruppe, siger USA's præsident Barack Obama.
- ISIL (Islamisk Stat, red.) vil ikke finde fred noget sted. Vi har gjort klart for alle, at vi ikke vil tolerere disse reder for terrorister, der truer os.
Beskeden kommer fra USA's præsident på et pressemøde, hvor han gjorde status over USA's militære indsats i Syrien, som blev indledt tirsdag morgen lokal syrisk tid.
- Det vil tage tid, og der vil være udfordringer. Men Amerika vil gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre vores nation, siger Obama.
Amerikanerne har fået støtte fra de fem arabiske lande Saudi Arabien, De forenede arabiske Emirater, Jordan, Bahrain og Qatar i deres bombardement af Islamisk Stat. Og ifølge præsident Obama viser det med største tydelighed, at Islamisk Stat ikke har støtte fra nogen i regionen.
- Vi er stolte af at stå skulder ved skulder med disse nationer. Og samarbejdet gør det tydeligt, at dette ikke er vores kamp alene. Befolkningerne og regeringerne i Mellemøsten afviser også ISIL (IS, red.), siger Obama.
Han fortæller, at USA vil fortsætte med at samarbejde med andre nationer om at udrydde Islamisk Stat. Det skal blandt andet ske i samarbejde med de 40 nationer, der har givet deres udsagn til at deltage i en samlet indsats mod IS - heriblandt Danmark.
Samtidig vil USA træne og udstyre den syriske opposion, hvilket ifølge Barack Obama er det mest effektive våben til at stoppe både Islamisk Stat og den syriske regering.
Bomber rammer træningslejre inde i Syrien
Amerikanernes bombardement har ramt både træningslejre, hovedkvarterer og våbenlagre ved byerne Raqqa, Deir al-Zor, Hasakah og grænsebyen Albu Kamal i det nordlige og østlige Syrien, lyder det fra militæret.
I alt er 47 missiler blevet skudt af sted fra krigsskibe i Det Røde Hav og den nordlige del af Den Arabiske Golf, og man angreb også Islamisk Stat med droner og bombefly.
Hovedmålet for bombeangrebet er byen Raqqa, som blev ramt af 22 af de 47 missiler. Her har Islamisk Stat udråbt et kalifat med streng sharialov, hvor kvinder tvinges til at dække sig til fra top til tå, børnene bliver undervist i koranskole, og hvor stening er blevet indført som afstraffelsesmetode, lyder det i flere internationale mediers rapporter.
Reuters skriver, at også den syriske oprørsgruppe al-Nusra Front, der har forbindelse til Al-Qaeda, blev ramt i det nordvestlige Syrien.
Mindst 20 islamister blev dræbt ved angrebene, men også otte civile har mistet livet under nattens angreb, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters.
IS svarer igen: Nævner Danmark i ny video
Selv om det er første gang, at USA bomber inde i selve Syren, så er offensiven ifølge DR's USA-korrespondent Johannes Langkilde langt fra ovre.
- Det her er første gang, man hører om, at der bliver bombet i Syrien, men det er med stor sikkerhed ikke sidste, siger han.
Indtil videre har Islamisk Stats eneste svar på bombardementet været at offentliggøre en ny video med det engelske gidsel John Cantlie, hvor han fordømmer angrebet på vegne af Islamisk Stat.
Videoen blev offentliggjort kort tid efter de seneste angreb, der blev udført i Syrien, men det er uklart, om den er et decideret svar på disse eller et generelt svar på tidligere angreb på gruppen i Irak.
I videoen nævner John Cantlie også Danmark direkte:
- Alle ser ud til at involvere sig. Danmark og Frankrig har sendt fly. Storbritannien bevæbner kurderne, og Iran sender soldater, lyder det blandt andet.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser en kriger fra Islamisk Stat, at gruppen vil svare igen på de seneste bombardementer.
Ifølge USA's forsvarsministerium og Pentagon har de første bombeangreb været 'meget succesfulde'.