En vulkan i Island har natten igennem givet himlen et orange skær.
Udbruddet mellem Hagefell og Stóra Skógfell på Reykjaneshalvøen sydvest i landet startede i aftes, og Islands civilforsvar har siden måttet evakuere flere områder.
Landet har siden sidste år haft vulkanudbrud flere gange, men ifølge en ekspert, som i nat dansk tid fløj hen over området, tyder det på, at det nuværende udbrud er det hidtil kraftigste.
Det siger geofysiker Magnús Tumi Guðmundsson til det islandske medie RÚV.
Han siger, at der på kun lidt mere end en time er strømmet lava omkring 1.200 meter i retningen mod byen Grindavík.
Ifølge Islands civilforsvar er det svært at sige med sikkerhed, hvilken retning lavastrømmen flyder, men det kan være i den samme retning som ved sidste udbrud, hvor flere huse brændte ned i Grindavík.
Sprækken fra udbruddet er omkring tre kilometer og er det sjette på Reykjaneshalvøen siden 2021.
Berømt turistattraktion evakueret
Blandt flere steder, hvor personer har måttet lade sig evakuere, er den populære turistattraktion Den Blå Lagune.
Det måtte de allerede gøre i går.
Bjarney Annelsdóttir, der er politibetjent i Island, siger til mediet RÚV, at der var omkring 700 personer i Den Blå Lagune, da udbruddet fandt sted.
Byen Grindavík er også blevet evakueret, men ifølge beredskabet var der få mennesker at evakuere. I januar nåede lava udkanten af byen, hvor 4.000 beboere måtte lade sig evakuere.
Begge af aftenens evakueringer er afsluttet.
Beredskabet melder desuden, at natten er forløbet fint, men at der stadig kæmpes for at sikre infrastruktur i landet.
Keflavik Lufthavn og regionale lufthavne på Island er ifølge RÚV fuldt operationelle.