Nyt forbud fra Trump gælder for de samme syv lande som før

Folk fra de samme syv lande som tidligere nægtes fortsat adgang til USA. Green card-indehavere kan komme ind.

-Præsidenten overvejer at udsende en strammere og mere strømlinet version af den første ordre, siger John Kelly ifølge AFP Her taler han ved en pressekonference d. 10 februar efter et besøg ved grænsen til Mexico i San Diego i Californien (Foto: © David Maung, Scanpix)

En ny udgave af præsident Donald Trumps suspenderede indrejseforbud viser, at personer fra de samme syv lande, som var omfattet af det første forbud, fortsat ikke vil have adgang til USA.

Således vil borgere fra Irak, Iran, Yemen, Libyen, Somalia, Sudan og Syrien stadig blive ramt af præsidentens ordre.

Det skriver The Wall Street Journal, der citerer minister for indenlandsk sikkerhed John Kelly.

Omfatter ikke folk med Green Card

Den nye version af indrejseforbuddet vil derimod ikke omfatte folk med et såkaldt "green card" - altså en permanent opholdstilladelse - eller rejsende, der allerede sidder i et fly på vej til USA, når forbuddet træder i kraft.

- Præsidenten overvejer at udsende en strammere og mere strømlinet version af den første ordre, siger John Kelly lørdag på den internationale sikkerhedskonference i München ifølge nyhedsbureauet AFP.

Adspurgt om folk med et green card bliver tilladt indrejse, svarer ministeren:

- Hvis de allerede er i bevægelse på vej fra et fjernt land til USA, så får de lov at komme ind, når de lander.

Uklarhed om syriske flygtninge

Ifølge en amerikansk regeringskilde kan det nye forbud blive præsenteret så tidligt som på tirsdag.

Det er endnu uvist, om det komplette stop for syriske flygtninge opretholdes. I den første ordre nægtede Donald Trump syriske flygtninge adgang til USA, selv om de allerede havde fået visum.

/ritzau/