Nyhedsbureau: Tilladt at få to børn i Kina

Det kinesiske kommunistparti ændrer et-barnspolitikken, så forældre nu må få to børn.

Et barn pr. par. Sådan har reglerne været i Kina i mange år, men nu ændrer kommunistpartiet reglerne. (Foto: © Wu Hong, Scanpix)

I Kina har der hidtil været et-barnspolitik, men nu ændres beslutningen, skriver nyhedsbureauet Xinhua.

Fremover må forældre få to børn, og beslutningen gælder angiveligt alle.

Et-barnspolitikken blev indført i 1979 i et forsøg på at begrænse en eksplosiv befolkningstilvækst.

Beslutningen om, at forældre kun måtte få et barn har dog ikke været helt konsekvent.

I 2013 lempede styret i Beijing loven, og der kom antydninger af en snarlig ophævelse af et-barnspolitikken. Dengang bad omkring en million forældrepar om lov til at få barn nummer to.

Reglen er i perioder blevet håndhævet strengt og til tider med en brutalitet, der har chokeret omverdenen. Den er blevet kritiseret af internationale menneskerettighedsgrupper.

Et-barnspolitikken har medført demografiske problemer, for eksempel faldt arbejdsstyrken i 2011 for første gang siden 1963.

Politikken har også ført til en skæv fordeling mellem antallet af drenge- og pigebørn, fordi drenge traditionelt opfattes som mere værd, da pigen giftes væk.

/ritzau/

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1058847647499092