Nyhed om våbenhvile får libanesere til at pakke bilen og køre hjem

Det er en ubeskrivelig følelse, lyder det fra en af de mange libanesere.

Hornene hyler, mens madrasserne blafrer i vinden på biltagene.

Den længe ventede våbenhvile mellem Israel og Hizbollah har skabt nyt håb blandt libanesiske familier, der efter måneders israelske luftangreb endelig tør vende hjem.

I det sydlige Libanon er gaderne fyldt med tætpakkede biler, mens lyden af skud i luften og jublende stemmer i flere områder vidner om lettelse og optimisme.

- Det er en følelse, der ikke kan beskrives, fortæller Yousef Trad fra sin bil til nyhedsbureauet AP.

Libaneserne har fået besked på, at de ikke kan vende hjem til de områder, der før har været omfattet af evakueringsordrer, og ifølge Puk Damsgård, DR's mellemøstkorrespondent, er der meldinger om varselsskud fra israelske soldater i de sydligste områder af Libanon.

Våbenhvilen trådte i kraft i nat og bliver foreløbigt respekteret af begge parter. Aftalen, som blandt andet indebærer tilbagetrækning fra konfliktområderne, blev muliggjort med hjælp fra USA og Frankrig.