En spektakulær sag om drabet på Kim Jong-nam, der er halvbror til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, udvikler sig.
Politiet i Malaysia oplyser således søndag morgen, at yderligere fire personer er mistænkt for at være indblandet i drabssagen. I forvejen er fire personer anholdt.
Politiet leder efter fire mænd fra Nordkorea i alderen 33 til 57 år, oplyser en repræsentant for politiet på et pressemøde.
Den 45-årige Kim Jong-nam blev dræbt i den internationale lufthavn i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, mandag aften.
Han blev angiveligt snigmyrdet af to kvinder. Ifølge malaysisk politi sprøjtede kvinderne en form for væske i ansigtet på ham, da han ventede på at boarde sit fly. Kim Jong-nam henvendte sig til personalet på grund af stærke smerter.
Personalet sørgede for, at han kom under medicinsk behandling i lufthavnen, men han døde i ambulancen på vej til hospitalet.
/ritzau/AFP