Tiltrængt regn har ramt den tørkeplagede australske østkyst hårdt, hvilket skaber oversvømmelser og kaotiske tilstande.
Hård vind, store mængder regn, forhøjede vandstande og enorme bølger langs kysterne plager store dele af delstaten New South Wales.
Det oplyser det meteorologiske institut i Australien, skriver nyhedsbureauet dpa.
New South Wales og flere andre australske delstater har siden september været plaget af voldsom tørke og talrige, voldsomme naturbrande.
Nu er vejret skiftet, hvilket har haft en positiv effekt på brandene. Men samtidig er vejret blot blevet ekstremt på en ny måde.
Søndag oplever New South Wales for tredje dag i træk regnmængder i en størrelse, der ikke er set siden 1998.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det skaber ifølge vejrmyndighederne risiko for pludselige og livsfarlige oversvømmelser.
Mindst 80.000 hjem er uden strøm som følge af uvejret i delstaten, skriver dpa.
/ritzau/