Tolv raketter ramte i går ned i byen Kiryat Shmona i det nordlige Israel.
De ramte blandt andet en parkeringsplads ved et indkøbscenter, og ifølge avisen Times of Israel blev to personer såret.
Det kan virke som "småting" i forhold til situationen i Gaza, hvor tabstallene er oppe i flere tusinder.
Men det er den slags hændelser, der lige nu skaber panderynker og bekymring i Mellemøsten.
Raketterne blev nemlig affyret fra landets nordlige nabo, Libanon.
Og lige nu venter regionen i spænding på en tv-tale fra Sayyed Hasan Nasrallah, lederen af Hizbollah-militsen i Libanon.
- Det er en tale, man ser på, for nogles vedkommende med frygt, og for andres vedkommende med stor forventning, siger Anne Kirstine Rønn, der er postdoc ved London School of Economics med speciale i Libanon.
Længe ventet tale
I eftermiddag, omkring klokken 14 dansk tid, vil lederen af Hizbollah holde sin første tv-transmitterede tale, siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud den 7. oktober.
Spørgsmålet er, om Hizbollah vil tilslutte sig Hamas-bevægelsens krig mod Israel.
- Jeg forventer ikke at høre en decideret krigserklæring mod Israel. Hizbollah har været relativt tilbageholdende i løbet af de seneste uger, siger Anne Kirstine Rønn.
- De har været vage i deres løfter om angreb. De har sagt, at de ikke vil lade Israel udradere Hamas i Gaza, men de har ikke givet lovning på, i hvor høj grad de vil gå ind i konflikten, siger hun.
Flere dræbte i sammenstød
Raketangreb og kamphandlinger på grænsen mellem Israel og Libanon er eskaleret den seneste tid.
I går var der i alt 28 angreb mod det nordlige Israel, skriver den amerikanske tænketank Institute for The Study of War (ISW).
- Det er den største offensiv på den front, siden krigen mellem Israel og Hamas begyndte, skriver ISW.
Hizbollah siger selv, at den har mistet 47 mand i de aktuelle kamphandlinger ved Israels nordlige grænse. Den israelske hær siger, at seks israelske soldater er blevet dræbt. Ifølge Al Jazeera er mindst seks civile også blevet dræbt.
Anne Kirstine Rønn vil især lytte efter, hvordan Nasrallah vil omtale Hamas, der også opererer i det sydlige Libanon.
- Det bliver interessant at se, om han vil italesætte forholdet til Hamas i Sydlibanon, som har været en af de aktører, som har affyret rigtig mange raketter ind over grænsen til Israel, siger hun.
Hamas i Sydlibanon har således sagt, at militsen stod bag de tolv raketter mod Kiryat Shmona i går.
Møde mellem Israels fjender
Et aktuelt billede nærer også spekulationerne om et tættere samarbejde mellem Israels fjender.
- For nogle dage siden blev der offentliggjort et billede af Sayyed Hasan Nasrallah, der sad i et lokale i Beirut sammen med to højtstående ledere fra henholdsvis Hamas og Islamisk Jihad, som er en af de andre store palæstinensiske militser, siger hun.
Hun mener dog, at Hizbollah har meget at tabe ved at indlede en åben krig mod Israel.
For selvom Hizbollah selv siger, at man råder over 100.000 kampklare krigere, så er Israels hær langt stærkere.
- Der er ikke tvivl om, at hvis de går ind i en krig med Israel, vil det påføre både Hizbollah og Libanon store skader. Så der er meget på spil for Hizbollah, siger hun.
- Det gør, at de ikke ønsker at gå ind i konflikten for enhver pris, men måske foretrækker, at Hamas klarer arbejdet i Gaza selv, siger Anne Kirstine Rønn.
Hør P1 Morgen, hvor Anne Kirstine Rønn deltog.