Ny handelsaftale skrider fremad uden USA

Frihandelsaftalen TPP ser ud til at blive til noget, selvom Donald Trump har trukket USA ud af den.

Vietnams handelsminister Tran Tuan Anh (til venstre) og Japans økonomiminister Toshimitsu Motegi giver håndslag på et pressemøde om TPP-aftalen i Da Nang i Vietnam. (Foto: © Anthony Wallace, Scanpix)

11 lande i Stillehavsregionen fortsætter nu med at forhandle en frihandelsaftale på plads.

Frihandelsaftalen TPP, Trans-Pacific Partnership, skal sikre en fælles frihandelszone mellem Stillehavsnationerne.

Efter, at den amerikanske præsident Donald Trump trak USA ud af aftalen tilbage i januar, troede mange, at aftalen ville falde til jorden. Og så sent som i denne uge er Canada blevet beskyldt for at udsætte forhandlingerne om aftalen.

Men nu er Canada og de resterende Stillehavsnationer blevet enige om rammerne for aftalen og er klar til at rykke videre mod en endelig aftale. Sådan lyder det fra de 11 lande, som lige nu er samlet i Vietnam til et topmøde i den økonomiske samarbejdsorganisation for lande ved Stillehavet og i Asien, APEC.

  • HANDELSAFTALEN TPP:

  • TPP er en forkortelse for Trans-Pacific Partnership, og er en frihandelsaftale mellem 11 lande i stillehavsregionen, som har været i støbeskeen i årevis.

  • Frihandelsaftalen skal fungere som et slags indre marked mellem landene, hvor en lang række toldbarrierer ville blive fjernet og det økonomiske samarbejde styrket.

  • De 11 lande har indtil mandag været Japan, Malaysia, Vietnam, Singapore, Brunei, Australien, New Zealand, Canada, Mexico, Chile og Peru.

En usikker aftale

Landene, der nu skal forhandle den endelige TPP-aftale på plads, er: Australien, Chile, New Zealand, Brunei, Singapore, Japan, Malaysia, Mexico, Peru og Vietnam.

Ved APEC-mødet var også USA's præsident Donald Trump. Her fastholdt han, at USA ikke bliver en del af aftalen.

- Jeg vil til hver en tid sætte USA først, ligesom jeg forventer alle jer andre her i rummet, vil sætte jeres land først, sagde Donald Trump.

Den amerikanske præsident mener ikke, at aftalen gavner USA.

- Vi vil ikke lade USA blive udnyttet længere, lød det fra Donald Trump, som angiveligt foretrækker at lave handelsaftaler med hvert enkelt land.

De resterende lande er nu blevet enige om de vigtigste elementer i aftalen, men har endnu ikke skrevet under på aftalen.

Hvornår aftalen endeligt falder på plads er stadig uvist.