Mens Labour slikker sårene efter nederlaget til Det Konservative Parti ved parlamentsvalget, retter den tidligere premierminister Tony Blair nu en skarp kritik mod arbejderpartiets afgående formand.
Ifølge Blair kunne Jeremy Corbyn have sikret sejren i en række af de normalt Labour-trofaste valgkredse, hvis han utvetydigt havde accepteret resultatet af brexit-afstemningen i 2016.
- I stedet fulgte vi en kurs med næsten komisk ubeslutsomhed, fremmedgjorde begge sider af debatten og efterlod vores vælgere uden retning og lederskab, sagde Tony Blair ifølge britiske medier i dag i en tale i London.
Kritikken fra den tidligere mangeårige Labour-leder, der under sloganet 'New Labour' med stor succes førte partiet væk fra sit socialistiske standpunkt i midten af 1990'erne, sker i forlængelse af den selvransagelse, som er udløst efter det sviende valgnederlag.
Her tabte Labour blandt andet i Tony Blairs egen valgkreds gennem 24 år, Sedgefield, der ikke siden 1930'erne har sendt en konservativ i parlamentet.
Labour gik i Johnsons 'elefantfælde'
Tony Blair har gentagne gange advaret om, at Labour stod til en ordentlig vælgerlussing, hvis der blev udskrevet valg før Storbritanniens udtræden af EU uden en skilsmisseaftale - og på et tidspunkt, hvor Labours leder lå svagt i meningsmålingerne.
Jeremy Corbyn endte med at gå direkte i premierminister Boris Johnsons "elefantfælde", mener Blair, der stod i spidsen for partiet fra 1994 til 2007.
- Fraværet af lederskab i forhold til det, der var det absolut største spørgsmål for vores land, forstærkede al anden tvivl omkring Jeremy Corbyn.
Labour-lederen gik til valg på at love vælgerne en ny folkeafstemning om brexit, hvis Labour vandt regeringsmagten.
En klar fejl, mener Blair.
Og bedre blev det ikke af, at Corbyn, hårdt presset af sine politiske modstandere, valgte at indtage en neutral position i stedet for at erklære sig enten for eller imod ved en mulig ny folkeafstemning om Storbritanniens udtræden af EU.
- Det, vi burde have gjort efter juni 2016, var, at acceptere resultatet og sige, at det nu var en opgave for regeringen at forhandle en aftale på plads.
- Men samtidig burde vi have forbeholdt os retten til at kritisere den aftale. Og hvis den så endte med ikke at være god for vores land, burde vi have talt for, at den endelige beslutning skulle hvile hos befolkningen, lød det i dag fra Blair.
Ekspert: Kritik er en skjult advarsel
Dagen efter det, der var det værste Labour-valg siden 1935, meddelte Jeremy Corbyn, at han træder tilbage, men at han bliver på formandsposten i en overgangsperiode, mens der reflekteres i partiet.
Ifølge Ole Helmersen, der er lektor ved Copenhagen Business School, CBS, og ekspert i britiske forhold, er Tony Blairs kritik et forsøg på at påvirke den kamp om magten i partiet, der nu er skudt i gang.
- Nu er der åbnet for en renselsesproces i partiet. Og det er i den forbindelse, at Tony Blair siger, at partiet er ude af trit med vælgerne. Han peger på, at hvis man ikke gør noget, så ender Labour med at tabe til de konservative ved de næste mange valg.
Ifølge Ole Helmersen er det først og fremmest Rebecca Long-Bailey, der har optrådt som afløser for Jeremy Corbyn i flere partilederdebatter, som Tony Blair ikke ønsker på formandsposten.
- Kritikken er en advarsel om, at hvis man ender med hende i spidsen, så får man en klon af Jeremy Corbyn og dermed mere af det samme, siger han.
Udover Rebecca Long-Bailey peger den britiske avis The Guardian lige nu på seks andre kandidater fra Labours "skyggeregering" som de oplagte til at overtage formandsposten.
Først og fremmest Emily Thornberry, en af Corbyns mest loyale væbnere, der dog ikke altid har befundet sig på partiets venstrefløj.
En tredje mulig kandidat er Keir Starmer, hvis svaghed kan vise at blive rollen som en af arkitekterne bag Labours holdningsskifte til fordel for en ny brexit-afstemning.
De andre navne er Angela Rayner, Jess Phillips, Lisa Nandy og Ylette Cooper.