Norsk storbank undskylder efter skattely-afsløring

- Vi burde ikke have medvirket til at etablere disse selskaber, siger den norske bank DNB.

200 nordmænd er ifølge norske Aftenposten indblandet i sager om skatteunddragelse. (Foto: © Ints Kalnins, Scanpix)

Den norske bank DNB lægger sig fladt ned og undskylder, efter lækkede dokumenter viser, at banken har været med til at etablere skuffeselskaber, der er blevet brugt til skatteunddragelse.

- Det er kundens ansvar at rapportere egne midler til skattemyndigehederne. Alligevel mener vi ikke, at vi burde have medvirket til at etablere disse selskaber. Ikke fordi kunderne har gjort noget galt, men fordi strukturen kunne misbruges til skatteundragelse, skriver koncernchef Rune Bjerke i en pressemeddelelse.

Han fortæller samtidig, at DNBs advokater har sat gang i en 'grundig' undersøgelse af alle sider af sagen.

DNB er Norges største bank, og den største aktionær er den norske stat med 34 procent af aktiebeholdningen.

200 nordmænd indblandet i Panama-læk

Metoden, som DNB skal have brugt fra 2006-2010, involverer skuffeselskaber på Seychellerne, der betaler stråmænd i Panama for at agere som bestyrelsesmedlemmer. Reelt betød det, at DNBs kunder frit kunne disponere over pengene fra DNBs afdeling i Luxembourg.

Ifølge det norske dagblad Aftenposten er mere end 200 nordmænd indblandet i det såkaldte #panamapapers, et læk af mere end 11 millioner dokumenter fra en af verdens største udbydere af skattelyløsninger, virksomheden Mossack Fonseca, som har hovedsæde i Panama.