Det var blandt andet postulater om, at indvandrere stod bag den togulykke, der i fredags kostede seks franskmænd livet i forstaden Brétigny syd for Paris, der fik fransk politi til at anholde den norske nynazist Varg Vikernes tirsdag.
Det skriver det franske nyhedsmagasin Le Nouvel Observateur ifølge Ritzau.
De stærk indvandrekritiske udtalelser skete på Virkernes' blog. Udover udtalelserne har der dog også været forlydener om, at anholdelsen skete, efter hans 25-årige kone skulle have købt fem salonrifler.
Medier skjuler sandhed
Teorien hos de franske myndigheder er indtil videre, at det er problemer med skinnerne, der var skyld i ulykken, hvor over 30 personer også kom til skade.
Men i et blog-indlæg den 13. juli dagen efter ulykken giver Vikernes indvandrere skylden for ulykken, de skulle ifølge ham have plyndret ofrene efterfølgende.
Alt dette bliver dog gemt væk af medierne, som ifølge Vikernes er styret af myndighederne.
- Deres (mediernes, red.) eneste hensigt er at sprede anti-europæisk propaganda og gemme virkeligheden. Jeg er så vred, og jeg har været det hele dagen, jeg forstår bare ikke, hvorfor Europa ikke gør oprør mod dette, skriver Vikernes på sin blog ifølge Aftenposten.
Fredeligt oprør
Han understreger dog på bloggen, at det er et fredeligt oprør uden ulovligheder, han opfordrer til.
- Af åbenbare grunde vil jeg ikke opfordre nogen til at gå til ulovligheder for at stoppe det europæiske folkemord, men det er meget man kan gøre, som ikke er ulovligt, skriver han.
Vikernes har tidligere på en blog forsvaret den norske massemorders Anders Breiviks terrorhandlinger i Oslo og på øen Utøya, og begrundet dem med, at medierne havde trængt Breivik op i en krog. Han tager dog i selvsamme blogindlæg afstand fra handlingerne.