Norsk krigsskib kolliderer med tankskib: Var i fare for at synke

137 personer blev evakueret, og otte personer kom lettere til skade.

Det var klokken fire natten til torsdag, at tankskibet 'Sola TS' fra Malta, krigsskibet KNM 'Helge Ingstad' og en slæbebåd kolliderede i farvandet nær Bergen. (Foto: © Marit Hommedal, Scanpix)

Det norske krigsskib KNM 'Helge Ingstad' kolliderede tidligt i morges med et tankskib og en slæbebåd.

Det skriver norske medier heriblandt NRK.

Det var klokken fire natten til torsdag, at tankskibet 'Sola TS' fra Malta, krigsskibet KNM 'Helge Ingstad' og en slæbebåd kolliderede i farvandet Stureterminalen nær Bergen.

I alt blev 137 personer evakueret, mens otte personer kom lettere til skade.

  • Fregatten KNM 'Helge Ingstad' kolliderede med en tankbåd ved Stureterminalen nær Bergen i Norge. (Foto: © Kystverket, Scanpix)
  • Fregatten KNM Helge Ingstad er evakueret og er i fare for synke etter en kollisionen. (Foto: © Hommedal, Scanpix)
  • Fregatten KNM Helge Ingstad er evakueret og er i fare for synke etter en kollisionen. (Foto: © Marit Hommedal, Scanpix)
  • Fregatten KNM Helge Ingstad er evakueret og er i fare for synke etter en kollisionen. (Foto: © NTB Scanpix, Scanpix)
1 / 4

I fare for at synke

Forsvaret og politiet satte i formiddag arbejdet i gang med at slæbe krigsskibet væk fra Stureterminalen og ind på land. I løbet af slæbearbejdet begyndte skibet at krænge kraftigt.

- Fregatten havde på dette tidspunktet ikke længere evnen til at flytte sig tilstrækkelig, siger kommandør Sigurd Smith fra Søforsvaret.

Derfor blev krigsskibet flyttet på land, da den var i fare for at synke, forklarede Forsvaret på et pressemøde klokken 13.

Årsagen til kollisionen vides endnu ikke, lyder det fra den norske redningstjeneste Hovedredningssentralen.

Milliarddyrt krigsskib

Den norske fregat KNM 'Helge Ingstad' blev leveret til det norske forsvar i 2009 og er én af fem skibe i Fridtjof Nansen-klassen.

De fem skibe kostede ifølge VG tilsammen 18,9 milliarder norske kroner - knap 15 milliarder danske kroner. Dermed har hvert enkelt af de fem skibe kostet cirka tre milliarder kroner.

Ifølge NRK er forsvaret ikke forsikret i forhold til hændelser som denne og må derfor erstatte det ødelagte materiel selv.

Den norske havarikommission er nu i gang med at undersøge kollisionen nærmere.