Norsk Gaza-læge: Palæstinenserne har ret til at gøre modstand

Israels bombardement af civile i Gaza nærmer sig et folkedrab, siger norsk læge i Gaza i et interview i Deadline.

Det er palæstinensernes ret at kæmpe imod den israelske besættelsesmagt, præcis som det var danskernes ret at kæmpe mod tyskernes besættelse under Anden Verdenskrig.

Sådan siger den norske læge i Gaza, Mads Gilbert, i et interview med Martin Krasnik i Deadline på DR2.

- I en situation, hvor man er besat, har den besatte befolkning ret til at gøre modstand mod besættelsen, også med våben. Det står i Folkeretten, siger Mads Gilbert.

- Det gjorde danskerne, nordmændene og en række europæiske lande fra 1940 til 1945. Og jeg støtter almindelige palæstinenseres ret til at gøre modstand. Det er en legitim kamp mod en besættelsesmagt, som ikke viser nogen nåde over for hverken civile, skoler, boliger, ambulancer eller sygehuse.

Norsk læge: 90 procent af de døde er civile

Mads Gilbert har både i de sidste tre uger og i de sidste mange konflikter om Gaza været udlånt til al-Shifa-hospitalet i Gaza, hvor han har arbejdet som læge på hospitalets akutafdeling.

Her har han på nærmeste hold set ofrene for krigen i området, og han er forfærdet over, hvordan antallet af civile ofre klart dominerer blandt dødsfaldene i krigen.

- De kvæstelser og dødsfald, vi ser på al-Shifa-hospitalet, er i 80-90 procent af tilfældene kvinder, børn og gamle. Og når man så hæmningsløst bomber et område, hvor gennemsnitsalderen på befolkningen er 17,6 år, så ved man også, at man bomber civile, siger han i interviewet i Deadline.

Israel er en terrorstat

Som mangeårig frivillig i Gaza har Mads Gilbert opnået en status i området, der gør, at mange af de internationale tv-hold, der kommer i Gaza-striben under krigen, taler med ham om situationen og dødsfaldene.

Flere gange har Mads Gilbert udtrykt klar afstand overfor Israels handlinger i konflikten, som han mener tendenserer et folkedrab.

- Jeg opfatter Israel som en terrorstat, som bedriver statsterror over for det palæstinensiske folk. Israel udrydder systematisk den palæstinensiske befolkning med deres massive brug af våben. Der er over 10.000 dræbte og sårede på tre uger. Og det er så systematisk, at jeg mener, at det grænser til et folkemord, siger Mads Gilbert.

I interviewet i Deadline spørger Martin Krasnik den norske læge, hvorfor han så entydigt støtter palæstinenserne og beskylder Israel for at være ansvarlig for krigen i området.

- På den ene side siger du, at du er imod terror mod civile. Men du nægter at kalde Hamas for en terrororganistion. Det er den dobbeltmoral, jeg spørger til, siger Martin Krasnik og får svaret tilbage:

- Der er ikke nogen dobbeltmoral. De undertrykte, som slås mod besættelsen, vi altid blive stemplet som terrorister. Sådan er det. Den enes terrorist er den andens frihedskæmper.

Se interviewet i Deadline, hvor Martin Krasnik konfronterer Mads Gilbert med hans politiske synspunkter, herover.