Nordkoreanske soldater nærmer sig frontlinjen i Ukraine: Her er svar på fem store spørgsmål

USA bekræftede i dag, at man har beviser for, at Nordkorea har sendt soldater til Rusland.

(Arkivfoto) Nordkoreanske soldater marcherer ved en militærparade i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang i 2017. (Foto: © How Hwee Young, Scanpix Denmark)

Der er beviser for, at nordkoreanske tropper befinder sig i Rusland.

Sådan lyder det i dag fra den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, efter der de seneste uger er blevet spekuleret i, om Nordkorea ville sende tropper til krigen i Ukraine for at kæmpe skulder-ved-skulder med russerne.

Præcis hvad de nordkoreanske soldater laver i Rusland er ifølge den amerikanske forsvarsminister uklart. Men samtidig udtalte han i dag, at det ville være ”meget, meget alvorligt,” hvis soldaterne forbereder sig på at kæmpe på russisk side, skriver Reuters.

Mens Nordkorea har afvist at have sendt tropper, og Rusland har nægtet at svare, så skulle der ifølge Sydkoreas efterretningstjeneste allerede være omkring 3.000 nordkoreanske soldater i Rusland, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere peget på efterretninger, som ifølge ham, viser, at op mod 12.000 nordkoreanske tropper forberedes på at deltage i krigen.

Meget er stadig uvist, men spørgsmålene stiller sig i kø i takt med, at de nordkoreanske soldater tilsyneladende nærmer sig Ukraine.

Her kan du læse svar på fem spørgsmål om de nordkoreanske soldater.

Kan nordkoreanske soldater ændre krigens gang?

(Foto: © Str, Scanpix Denmark)

Nordkoreas hær skulle angiveligt tælle omkring 1,2 millioner soldater ifølge International Institute for Strategic Studies. Samtidig lyder et FN-estimat fra 2022, at der bor omkring 26 millioner mennesker i landet.

Set i det lys er det ikke mange soldater, som er blevet sendt til Rusland, hvis meldingerne fra Ukraine, Sydkorea og USA viser sig at holde stik.

Og de vil næppe kunne ændre krigens gang, siger Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, i DR-programmet 'Krigens Døgn'. Men tallet kan vokse i fremtiden, og så vil det være en anden snak.

- Hvis det bare er de første 12.000, som bliver sendt nu, og der kommer flere og flere til, så er det noget, der også militært, kan gøre en forskel.

Desuden skal de 12.000 soldater ses i lyset af, hvor mange liv krigen lige nu kræver, siger Anders Puck Nielsen.

- Ifølge ukrainerne ligger russernes tabstal i omegnen af 40.000 om måneden. Så det er måske ikke mere end 10-12 dages forbrug af soldater, som nordkoreanerne kommer ind med.

Tabstal omfatter døde, sårede, savnede og krigsfanger.

Hvad kan de nordkoreanske soldater bruges til?

(Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Hvad de nordkoreanske soldater eventuelt ville kunne bruges til handler i høj grad om, hvilke typer soldater der bliver sendt afsted: Er det folk, der kan bruges væk fra frontlinjen – eller er det tropper, som kan blive indsat i direkte kamp?

Svaret vides ikke endnu. Men ét sted, hvor nordkoreanerne vil kunne bruges, er eksempelvis i Kursk-regionen, for at smide ukrainerne ud, der rykkede ind i begyndelsen af august, fortæller Anders Puck Nielsen.

- Det kan også være, at de i stedet skal være dem, som bevogter grænseovergange, hvor der ikke er kampe, så russiske soldater, der i dag opholder sig her, kan indsættes i kampe andre steder.

De nordkoreanske soldater i Rusland kan ifølge forsvarsminister Lloyd Austin være tegn på, at Rusland oplever udfordringer med landets militære kapacitet.

- Det er en indikation på, at han måske har endnu større problemer, end de fleste er klar over, sagde han med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Hvor dygtige er de nordkoreanske soldater?

Nordkoreanske tropper deltager i en militærparade i hovedstaden Pyongyang. Billedet blev delt af Nordkoreas statsmedie, KCNA, sidste år. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Ligesom meget andet, der handler om Nordkorea, er det også lidt af et mysterie, hvor dygtige deres soldater i virkeligheden er.

Soldaterne har ikke været indsat i større operationer i længere tid, siger Anders Puck Nielsen. Derfor er spørgsmålet også, om de er klar til krig anno 2024.

- Hvor vant til moderne teknologi er de? Hvordan vil de for eksempel håndtere at skulle op mod ukrainerne, som blandt andet arbejder med droner i krigen?

Uanset soldaternes færdigheder vil der være udfordringer, hvis to landes soldater skal arbejde sammen. Alene sprogbarrieren kan vise sig at være en stor udfordring, påpeger Kenneth Nymand Pedersen, der er major ved Forsvarsakademiet.

- Det kan godt være, at det lyder supersimpelt, men det er i realiteten vanskeligt. Danmark er en del af Nato, og vi ved noget om, hvor vanskeligt det kan være at arbejde i en alliance.

- Der er en masse fordele ved det, men der er også en masse udfordringer, som skal overvindes.

Hvad får Nordkorea ud af at gå ind i krigen?

(Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

For Nordkorea er værdien af at støtte Rusland i krigen større, end hvad 12.000 soldater eventuelt ville kunne udrette på slagmarken, vurderer Anders Puck Nielsen.

Nordkorea kan få en masse teknologiske fordele ud af deres samarbejde med russerne, som for eksempel kan bruges til landets atomvåben. Men han ser først og fremmest de seneste ugers udvikling som et politisk signal, der har fokuseret hele verdens – og særligt amerikanernes – opmærksomhed på landet.

- Det handler om at puste til frygten for, at krigen kan eksplodere og udvikle sig til en verdenskrig, siger han.

Men samarbejdet med russerne skal også ses som en form for informationskrig, mener militæranalytikeren.

- Det handler dybest set om at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Det her er informationskrig på den store klinge.

- Trump har markedsført sig som fredskandidaten i det amerikanske præsidentvalg og sagt, at der udbryder en tredje verdenskrig, hvis Harris bliver valgt. Hvis Nordkorea kan puste til den frygt, så kunne det hjælpe Donald Trump, siger Anders Puck Nielsen.

Er Nordkorea nu også i krig med Ukraine?

(Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Mens en række lande har blandet sig i krigen ved at levere våben og materiel til både Ukraine og Rusland, vil soldater på jorden fra et tredje land markere et nyt kapitel i krigen, mener Anders Puck Nielsen.

Også selvom udenlandske frivillige – blandt andet fra Danmark – er rejst til området for at kæmpe i krigen tidligere.

- Hvis Nordkorea er engageret på frontlinjen og angriber ukrainerne inde i Ukraine, er de en part i krigen. Men hvis de render rundt bag frontlinjen, hvor der ikke er kamphandlinger, er de ikke en part i krigen – juridisk set.

Men til syvende og sidst vil en nordkoreansk indblanding i højere grad blive et politisk spørgsmål og ikke et juridisk, vurderer Anders Puck Nielsen. Han tror desuden, at Ukraine vil gå efter at ramme nordkoreanske soldater, hvis de dukker op på slagmarken.

- Jeg tror, ukrainerne vil se en interesse i at ramme dem temmelig hårdt – simpelthen for at få Nordkorea til at mærke, at det gør ondt at sende soldater derover.

Hvordan vil Nordkorea beskytte deres soldater mod politisk påvirkning, hvis de sendes til krigen i Ukraine? Det diskuterede Anders Puck Nielsen og Kenneth Nymand Pedersen også i seneste udgave af DR-programmet Krigens Døgn: