Nordkorea vil have flere og bedre atomvåben

Det er blevet besluttet på Arbejderpartiets kongres mandag, lyder det fra statslige medier.

Kim Jong Un taler på den første partikongres i 36 år. (Foto: © KCNA, Scanpix)

Nordkorea vil opgradere sit arsenal af atomvåben både i "kvalitet og kvantitet".

Det er mandag lokal tid blevet vedtaget på Arbejderpartiets kongres i hovedstaden Pyongyang, rapporterer det statslige nyhedsbureau KCNA.

- Vi vil fortløbende vurdere den strategiske linje ved at skubbe på den økonomiske udvikling og opbygningen af en atomar styrke og styrke vores nukleare selvforsvar både i kvalitet og kvantitet så længe, at imperialister fortsat er en nuklear trussel, hedder det i en meddelelse ifølge Reuters.

Kongressen er partiets første i 36 år, og de seneste dage er netop spørgsmålet om atomvåben blevet diskuteret flittigt.

Søndag sagde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, at landets militær ikke vil gøre brug af nukleare atomsprænghoveder, medmindre andre atommagter skulle gå til angreb på det kommunistiske regime.

- Som et ansvarligt atomvåbenbevæbnet land vil vores republik ikke anvende atomvåben, medmindre dens suverænitet angribes af aggressive, fjendtlige styrker med atomvåben, skal han have sagt ifølge KCNA.

I januar udførte Nordkorea sin fjerde atomprøvesprængning siden 2006 og har siden affyret ballistiske missiler i strid med FN-sanktioner og internationale advarsler.

Derfor kan løfterne om ikke at gøre brug af atomarsenalet muligvis klinge hult i ørerne på det internationale samfund.

/ritzau/