Nordkorea vil bruge atomprogram som trumf i forhandlinger

I sidste ende ønsker Nordkorea at forhandle med USA, vurderer Camilla Nørup Sørensen fra Forsvarsakademiet.

Ifølge styret i Nordkorea kan de nu nå hele USA med deres langdistancemissiler. (Foto: © Str, Scanpix)

I nat affyrede regimet i Nordkorea det 20. missil i år. Det var i luften i cirka 50 minutter, inden det landede i Det Japanske Hav.

Camilla Nørup Sørensen, der er adjunkt ved Forsvarsakademiet, vurderer, at Nordkorea gør fremskridt i udviklingen af deres missilprogram.

- Det tyder på, der er en progression på deres atomprogram. Spørgsmålet er bare, i hvor høj grad de er i stand til at styre missilet, i forhold til hvor præcist de rammer. Men der er ingen tvivl om, at deres missilkapacitet forbedres.

Ifølge styret i Nordkorea kan de nu nå hele USA med deres langdistancemissiler.

Svær diplomatisk øvelse

Camilla Nørup Sørensen mener, Nordkorea i sidste ende ønsker at forhandle med USA.

- Jeg tror, de ønsker at få forhandlinger med USA, men at de bliver nødt til at være en atomstat, før de kan få, hvad de vil have: En garanti om, at USA ikke har til hensigt at vælte styret i Nordkorea.

Og det er netop frygten for, at USA vil forsøge at afsætte styret, der har fået Nordkorea til at sætte fart under udviklingen af atomprogrammet. Det vurderer Liselotte Odgaard, der er lektor ved Forsvarsakademiet

- Det skyldes jo, at USA har ført en ret hårdhændet politik over for Nordkorea uden at komme med nogen forsikringer til regimet om, at deres overlevelse ikke er truet, siger hun.

I første omgang var Donald Trump afdæmpet i sin reaktion på nattens udvikling.

- Vi vil ordne det… Vi vil håndtere situationen, lød det fra den amerikanske præsident.

Vil kopiere Iran

Regimet i Nordkorea skeler i høj grad til Iran i forhold til, hvad de ønsker at opnå.

- I Iran har de fået en aftale, og de var ret langt med deres atomprogram. Så Nordkoreas missilprogram er i høj grad noget, de udvikler på, så de går ind til forhandlinger med USA med de bedste kort på hånden, lyder vurderingen fra Camilla Nørup Sørensen.

I 2015 indgik USA og en række andre lande en atomaftale med Iran. Aftalen betød, at Iran skulle afvikle sit atomprogram i bytte for, at omverdenen løftede de omfattende sanktioner, der var mod landet.

Atomprogram også vigtigt indenrigspolitisk

Indenrigspolitisk er det også vigtigt for Kim Jong-un at gøre Nordkorea til en atommagt.

- Det er et led i hans konsolidering af magten, at det er ham, der skal gøre Nordkorea til en atomvåbenstat, lyder analysen fra Camilla Nørup Sørensen.

Derfor er det også svært at forestille sig Kim Jong-un opgive atomvåbnene, fortsætter hun.

- Han har simpelthen slået sig så stærkt op på det projekt.

Forstå hvordan Nordkorea blev verdens mest lukkede land: