Nordkorea har gennemført en "meget betydningsfuld" test ved Sohae-anlægget.
Det oplyser Nordkoreas officielle statslige nyhedsbureau, KCNA, natten til søndag dansk tid, skriver Reuters.
Det uddybes ikke, hvad der er blevet testet. Men anlægget er tidligere blevet brugt til affyring af nordkoreanske satellitter.
KCNA oplyser, at testresultaterne vil blive brugt til at opgradere landets strategiske status.
Ingen forhandlinger med USA
Meldingerne om testen kommer, kort efter at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har advaret om, at man vil prøve "en ny vej" til næste år.
Det har vakt ny bekymring for, at Nordkorea vil genoptage de prøveaffyringer af atommissiler og langtrækkende missiler, der har været indstillet siden 2017.
Imens lader forhandlingerne om atomnedrustning med USA til at være gået i stå.
Der er således ikke længere brug for lange forhandlinger, meldte Nordkorea lørdag.
/ritzau/Reuters