Det nordkoreanske styre har for første gang fremvist et ballistisk missil, der kan affyres fra en ubåd.
Det skete under en stor militærparade i Pyongyang, skriver Reuters.
Nordkorea har tidligere på ugen truet USA med gengældelsesaktioner, hvis ikke stormagten stopper det 'militære hysteri'.
Advarslen kom, efter at USA havde sendt en hangarskibsledet flådegruppe til regionen.
Tv-billeder fra nordkoreansk stats-tv viser det nye ballistiske missil Pukkuksong-2 SLBM placeret på en lastbil, før det skal præsenteres for den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, under militærparaden.
Lederen var under paraden på Kim Il-Sung-pladsen flankeret af sine generaler og politiske ledere, skriver AFP.
Her kunne de se hundredvis af kolonner med soldater marchere ind på pladsen ledsaget af militærorkestre i hjertet af hovedstaden.
Paraden markerer, at det er 105 år siden, at styrets grundlægger og Kim Jong-uns bedstefar, Kim Il-Sung, blev født.
Men den ses også set som et utvetydig signal til USA, Sydkorea og Japan, der presser styret for at få det til at stoppe atomprogrammet.
/ritzau/