Efter at have testet et nyt missil, der landede i havet i Japans såkaldte eksklusive økonomiske zone (EØZ), kan Nordkorea nu ramme USA’s fastland.
Det påstår diktaturstatens leder Kim Jong-un ifølge nordkoreansk stats-tv.
Affyringen viser, at Nordkorea kan udføre ”overraskelsesangreb med et ICM-missil mod hvilket som helst sted på hvilket som helst tidspunkt.”
Ifølge de nordkoreanske medier nåede missilet en højde på 3,725 kilometer og tilbagelagde en afstand på 998 kilometer, før det landede i havet.
Ifølge eksperterne er det muligvis ikke bare pral fra den nordkoreanske diktator, når han advarer USA.
Et missil, der blev testet på amerikanernes uafhængighedsdag 4. juli, kunne nå den amerikanske delstat Alaska, men nu siger eksperterne, at rækkevidden tilsyneladende er blevet forøget markant.
Ifølge missileksperten David Wright, som CNN har talt med, kan missilet muligvis ramme større byer som Los Angeles, Chicago og måske endda New York og Boston.
De seneste to testaffyringer har overrasket analytikerne, der troede, at det ville tage Nordkorea mere tid at komme så langt med deres våbenprogram, som de er i dag.
Det menes dog, at Nordkorea stadig mangler teknologien til at udvikle et atomvåben småt nok til at passe til missilet. Analytikerne kan ikke fastslå, hvor tungt et sprænghoved det nye missil kan bære.
USA: Ny test vil isolere Nordkorea
Den nye affyring har vakt vrede og bekymringer hos Japan, Sydkorea og USA. Donald Trump advarer Kim Jong-un.
- At true verden med disse våben og tests isolerer Nordkorea yderligere, svækker økonomien og undertrykker folket, lyder det i en skriftlig erklæring.
- USA vil tage alle nødvendige skridt for at sikre den amerikanske sikkerhed og beskytte vores allierede i regionen.
Som modsvar på den nye missiltest afholdt USA og Sydkorea få timer efter en samlet øvelse.
Også Nordkoreas nærmeste allierede, Kina, opfordrer Nordkorea til at indstille missilaffyringerne.
Kim Jong-un har kun siddet ved magten i knap seks år, men har allerede foretaget flere testaffyringer end sin far og farfar tilsammen.