Nordkorea bekræfter møde mellem Kim Jong-un og Putin

Møde mellem Kim Jong-un og Vladimir Putin ventes at finde sted i russisk havneby nær Nordkorea.

Ruslands præsident, Vladimir Putin og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, ventes at mødes "om kort tid". (Foto: © ALEXEY DRUZHININ, Scanpix)

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, vil inden for kort tid rejse til Rusland, hvor han skal have samtaler med landets præsident, Vladimir Putin.

Det meddeler Nordkoreas nationale nyhedsbureau, KCNA, tirsdag lokal tid ifølge Reuters.

En dato for besøget fremgår ikke, men ifølge KCNA er det lige op over.

- Kim vil snart aflægge Rusland et besøg på invitation fra Putin. De vil have samtaler under besøget, meddeler mediet.

Før påske oplyste det russiske præsidentkontor i Kreml, at Kim Jong-un ville besøge Rusland i "den sidste halvdel af april".

Det er endnu uvist, hvor i Rusland mødet mellem de to ledere skal holdes.

Men flere medier har nævnt havnebyen Vladivostok som en mulighed, fordi den ligger tæt på Nordkorea og Kina, som Putin skal besøge senere i april.

Kim Jong-uns toprådgiver, Kim Chang-son, blev ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap set i Vladivostok søndag.

Og mediet NK News, der udelukkende beskæftiger sig med Nordkorea, lagde mandag fotografier ud på sin hjemmeside, der viste arbejdere i gang med at opsætte russiske og nordkoreanske flag på et universitet i Vladivostok.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil mødet finde sted onsdag eller torsdag. Det bliver første gang, at de to statsledere træffer hinanden.

I februar mødtes Kim Jong-un med USA's præsident, Donald Trump, i Hanoi i Vietnam.

Det var det andet topmøde mellem de to. Flere iagttagere betegnede det som en fiasko, fordi der intet konkret kom ud af samtalerne.

Ifølge professor Artyom Lukin fra det føderale universitet i Vladivostok er det vigtigt for Kim Jong-un at vise omverdenen, at andre statsledere også ønsker at møde ham.

- Kim ønsker ikke at fremstå som alt for afhængig af Washington, Beijing og Seoul, siger Artyom Lukin til Reuters.

- Og når det kommer til Rusland, så vil topmødet mellem Putin og Kim genbekræfte Moskvas rolle som en vigtig aktør på Den Koreanske Halvø, tilføjer han.

/ritzau/