Nord Stream-sabotage: Polsk anklagemyndighed bekræfter arrestordre på ukrainsk dykker

Ifølge anklagemyndigheden forlod ukrainsk statsborger Polen inden man kunne nå at tilbageholde ham.

En ukrainsk dykker er mistænkt for at stå bag sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen i september 2022. Personen blev dog ikke tilbageholdt, da han i begyndelsen af juli krydsede den polsk-ukrainske grænse (Foto: © HANDOUT, Ritzau Scanpix)

Polens anklagemyndighed bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at de tyske myndigheder i juni sendte en arrestordre på en 44-årig ukrainsk dykker.

Dykkeren er mistænkt for at stå bag sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen i september 2022.

Det skriver den svenske avis Expressen og de tyske aviser Süddeutsche Zeitung og Die Zeit samt tv-stationen ARD.

Personen blev dog ikke tilbageholdt, da han i begyndelsen af juli krydsede den polsk-ukrainske grænse. Det skriver talspersonen for den polske anklagemyndighed, Anna Adamiak, til Reuters.

- Han kunne frit krydse grænsen, da de tyske myndigheder ikke havde inkluderet ham i en database over efterlyste personer. Derfor havde grænsemyndighederne ikke nogen viden om ham, skriver hun.

Et billede fra den svenske kystvagt af det efterfølgende gaslæk fra rørene. (Foto: © HANDOUT, Ritzau Scanpix)

Den 26. september 2022 om natten blev der registreret en eksplosion ved Nord Stream 2 i Østersøen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

Begge gasrørledninger skulle sende gas fra Rusland ud i Europa via Tyskland.

En domstol i den tyske by Karlsruhe har på baggrund af mistanken om ukrainerens involvering i sagen efterlyst ham internationalt i juni.

Tre mistænkte

Ifølge de svenske og tyske mediers oplysninger har den føderale anklagemyndighed i Tyskland identificeret i alt tre mistænkte i sagen, hvoraf den 44-årige ukrainske dykker altså er én af dem.

De øvrige to personer, som er mistænkt i sagen, er en kvinde og en mand og begge ukrainere ligesom den 44-årige. Ifølge Expressens oplysninger driver de et dykkerfirma i Ukraine.

Det er angiveligt et billede af en hvid Citroën-varevogn taget af et af politiets stærekasser - altså en fartmåler - på den tyske ø Rügen, der har ledt tysk politi på sporet af de tre ukrainere.

Både Tyskland, Sverige og Danmark har efterforsket sagen. Men svensk og dansk politi valgte tidligere på året at indstille deres efterforskning.