Idris Nassan tror ikke på, at Kobane falder. Nægter at tro på, at hans hjemby bliver indtaget af Islamisk Stats (IS) styrker, der står for døren og i ugevis har forsøgt at trænge ind.
- Bomberne falder om ørerne på os, siger Idris Nassan, der har titel af viceudenrigsminister i Kobanes kurdiske selvstyre.
Byen ligger i Syrien på grænsen til Tyrkiet. Et strategisk vigtigt område for IS. Men for indbyggerne handler det ikke om strategi. Det handler om deres liv.
- I IS' øjne er vi hedninge som skal halshugges. Alle sammen. På samme måde som det er sket for journalister og redningsarbejdere.
- De vil voldtage og slagte sig gennem byen.
Idris Nassan fortæller om sin gode ven og fætter, som for nylig mistede livet på flugt fra byen. Han blev stoppet i en vejspærring, som IS kontrollerede. Her forsøgte han at beskytte en kvinde, som militssoldaterne havde udset sig.
- De slagtede ham. Halshuggede ham, siger han.
En bøn til det internationale samfund
Selvom Idris Nassan ikke vil tro på, at Kobane kan falde til IS, så vil det være uundgåeligt uden hjælp udefra. Den syrisk-kurdiske gruppe YPG kæmper mod IS, men de kan ikke klare sig i længden uden hjælp udefra, siger Nassan.
Mandag blev IS' sorte flag for første gang set vaje over en bygning i den sydlige del af byen.
- Stemningen er desperat.
- Hvis det internationale samfund ikke går ind og støtter YPG, så vil byen falde. Luftangrebene mod IS er slet ikke nok til at stoppe dem. Man er nødt til at indsætte styrker på landjorden til at kæmpe mod dem. Soldaterne her er eksperter i at kæmpe mod IS, men de kan ikke gøre det uden våben, siger Nassan og retter en direkte bøn til den danske regering og resten af de internationale samfund, der kæmper mod IS:
- Send vores soldater våben, så vi kan vinde kampen.
Massiv flygtningestrøm til Tyrkiet
De seneste uger har der været intense kampe omkring Kobane. Omkring 160.000 er flygtet fra området omkring byen de seneste tre uger, skriver internationale medier.
Mandag formiddag kom det til kampe med tyrkiske grænsevagter, der brugte tåregas i et forsøg på at stoppe flygtningestrømmen.
- Situationen i Kobane er frygtelig lige nu. Der er hverken elektricitet eller vand eller mad. Og befolkningen frygter, hvad der vil ske, hvis byen falder. Derfor forsøger folk i tusindvis at komme til Tyrkiet, siger Nassan.
Mandag formiddag blev et tv-hold ramt af tåregaskanoner, da de filmede i nærheden af grænsen.