De tre vindere af Nobels Fredspris er dybt forskellige: En er præsident, en anden enlig mor til seks og den tredje ung journalist.
Men Ellen Johnson Sirleaf, Leymah Gbowee og Tawakkul Karman har det til fælles, at de alle er kvinder, der har kæmpet for rettigheder og demokrati, selvom det har haft store personlige omkostninger.
Sender rigtigt signal
Netop derfor var de et godt valg fra Nobelkomiteens side, mener flere organisationer.
- Nobelkomiteen sender med fredsprisen et rigtig godt signal om, at kampen for kvinders rettigheder er helt essentiel, hvis vi skal have en mere retfærdig, demokratisk og ikke mindst fredelig verden. I konfliktsituationer rammes kvinder særligt hårdt, og kvinders krop bliver ofte brugt som politisk våben. Vi kan hverken bekæmpe krig, uretfærdighed eller sult, uden at kvinder verden over får sikret deres rettigheder, skriver generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen, i en kommentar til Nobelkomiteens valg.
'Det er fantastisk'
Liviafonden, der arbejder for at fremme konfliktløsning roser valget af liberiske Leymah Gbowee, som sidste år modtog en pris fra den danske fond.
- Jeg blev simpelthen så glad, fordi det lykkedes en kvinde fra et afsides land at arbejde med en fredelig indsats og få Nobels Fredspris. Det er fuldstændig fantastisk, siger Kirstine Rønnow Due, der er bestyrelsesmedlem i fonden, og som sidste år havde nobelprisvinderen indkvarteret hos sine forældre, da Leymah Gbowee var i Danmark for at modtage fondens pris.
- Hun kom som enlig mor med to af sine børn, hvoraf en er adopteret. Hun har kæmpet så hårdt for de her fredsforhandlinger, og hun har været vidne til forfærdelige ting i Liberia. Men hun er gået igennem det, har tilgivet folk og har arbejdet på en ikke-voldelig måde for at løse Liberias og Afrikas problemer, siger Kirstine Rønnow Due.
EU: En sejr
Også på politisk plan er der ros til Nobelkomiteens valg. I en fælles meddelelse skriver EU-præsident, Herman van Rompoy, og EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, at prisen er en 'anerkendelse af den afgørende rolle, som kvinder spiller i arbejdet med fredeligt at løse konflikter og skabe demokrati i verden. Det er en sejr for et nyt demokratisk Afrika og for en ny demokratisk arabisk verden, som lever i fred og med respekt for menneskerettigheder'.