I torsdags tikkede en besked ind på Nidal Abu Arifs telefon. Beskeden var fra hans nevø:
"Onkel, huset over for os blev ramt. Familien har det okay."
42-årige Nidal Abu-Arif arbejder til daglig som journalist på en arabisksproget netavis og bor på Amager i København. Men stort set hele hans familie bor i Gaza, der er blevet ramt af massive luftangreb, efter krigen mellem Israel og Hamas brød ud for en måned siden.
Den seneste måned har derfor budt på utallige beskeder og telefonopkald mellem ham og familien i Gaza med opdateringer om de seneste luftangreb.
- De direkte krigshandlinger som luftangreb kom meget tæt på i torsdags, hvor min søsters nabos hus blev ramt af et israelsk luftangreb.
Også familiens eget hus, som Nidal Abu-Arif senest besøgte i januar i år, da han var i Gaza for at besøge sin familie, blev påvirket af angrebet.
- De har sendt mig billeder. Der var en stue, hvor jeg sad i januar i år og drak te, som var omdannet til et soveværelse med rigtig mange madrasser, fortæller Nidal Abu-Arif i DR’s nyhedspodcast Genstart.
- Man kan se, at vinduerne var sprængt. Der var glasskår og murbrokker over det hele. Så skyndte jeg mig at ringe til min storesøster, og hun var helt færdig.
Opvokset i Gaza
Nidal Abu-Arif er opvokset i Gaza, men som 17-årig flyttede han til Aalborg med sine forældre. Det, der mødte ham i Danmark, var meget langt fra den hverdag, han var vant til.
- Jeg har aldrig været udenfor Gaza. Det var første gang, at jeg var i en flyvemaskine. Første gang jeg så et tog. Og et supermarked, der fungerede. Det var en kæmpestor oplevelse for mig at komme i Bilka i Aalborg, siger Nidal Abu-Arif.
I Gaza havde familien boet i et lille hus med bliktag og to værelser, som var delt mellem forældrene og børnene.
Som barn var Nidal Abu-Arif ikke klar over, at det sted, han kaldte hjem, var besat af Israel. Det var først, da han startede i skole, at han opdagede det. For hans skole lå lige ved siden af en israelsk bosættelse, og lige pludselig begyndte han at lægge mærke til de israelske soldater, bosættere og vagttårne på den anden side af sikkerhedshegnet.
- Jeg kan huske, at jeg kiggede rigtig mange gange på en basketballbane, som lå på den anden side, hvor der var unge bosættere, der spillede basket.
- Den mulighed havde jeg ikke. Der var ikke en basketballbane, der hvor jeg boede. Der var heller ikke en basketballbane, der hvor skolen var. Vi kunne spille fodbold, men ikke på græs eller sådan nogle ting.
Hvor tæt kommer du på de israelske soldater?
- Engang, hvor jeg var på vej hjem fra skole, blev jeg fanget i et baghold. Det var ikke målrettet mod mig, men der var nogle, der kastede sten, og så blev jeg fanget. Den israelske soldat hev mig i kraven, gav mig en lussing og sparkede. Jeg løb grædende hjem til min mor, fortæller han.
Det er den hverdag, som familien vælger at flytte væk fra. Men forældrene falder ikke til i Danmark, og forældrene ender derfor med at flytte tilbage til Gaza, hvor flere fra familien - herunder Nidal Abu-Arifs storesøster - bor.
Intet internet eller telefonforbindelse
Normalt holder Nidal Abu-Arif kontakten med familien i Gaza. Men både internettet og telefonforbindelsen er meget ustabilt dernede, og derfor sidder han ofte nervøst og venter på tegn på, at beskeden er leveret.
- Det er ikke til at holde ud. Jeg kigger på min telefon og ser på alle beskedtjenesterne, og der er kun en streg, siger han.
Engang imellem kontakter familien ham for at få opdateringer om krigen, fordi de ofte ikke selv kan læse nyheder og følge med i, hvad der foregår i krigen mellem Israel og Hamas.
I de første dage skriver din søster og spørger, om våbenhvilen er på vej. Hvad svarer du hende?
- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare hende. Man hørte i forskellige udtalelser fra forskellige lande, også fra den israelske regering, at der ikke var lagt op til våbenhvile, siger han.
- Folk i Gaza bliver afskåret. De kan ikke følge med i nyheder, ligesom vi gør. Der er ikke elektricitet, der er begrænset adgang til internet, og nogle gange er der ikke noget internet.
Når der ikke er internet, aner Nidal Abu-Arif ikke, hvordan familien har det, og det fylder meget i hans hverdag.
- Uvisheden og følelsen af afmagt dræner en for al energi. Man har ikke overskud til at spise, til at drikke, gå ud og snakke med folk. Jeg føler både, at jeg har svigtet dem, og jeg føler, at hele det internationale samfund svigter os, siger han.
Nidal Abu-Arif er holdt op med at læse listen over dræbte, ligesom han er bange for at se et billede af en dræbt, som han kender. Hør mere om det i Genstart.