Netanyahu har lagt omstridt reform på is – men hvad så nu?

Den pressede israelske premierminister har købt sig tid, men han har ikke løst krisen, fortæller DR's korrespondent i Mellemøsten.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, befinder sig i en kattepine, hvor han presses fra både højre og venstre. (Foto: © Ronen Zvulun, Ritzau Scanpix)

Efter massive protester og en voksende trussel om generalstrejke valgte Israels premierminister, Benjamin Netanyahu i går at lægge sin udskældte retsreform på is.

- Udsættelsen skyldes, at der er vilje til at nå en bred enighed, lød det fra Netanyahu under en længe ventet tale, hvor premierministeren sagde, at han vil "vende hver en sten for at finde en løsning".

Men det store problem med den omstridte retsreform er langt fra løst efter gårsdagens udmelding fra Netanyahu. Det er blot sparket til hjørne, fortæller Philip Khokhar, DR's mellemøstkorrespondent.

- Netanyahu har købt sig tid, men han har sådan set ikke løst den gordiske knude, som han står med. På den ene side har han yderliggående, højreorienterede partier, der insisterer på, at reformen skal gennemføres. Omvendt har han en meget stor del af befolkningen, der er rasende, og som har vist, hvad de har tænkt sig at gøre, hvis han fortsætter.

De seneste tre måneder har hundredtusinder af israelere været på gaden i protest mod Netanyahus regering. I går var demonstrationerne til gengæld særligt omfattende:

  • Gårsdagen bød på opsigtsvækkende scener i Israel. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
  • Her var alt fra landets travleste lufthavn til hospitaler og McDonald's-restauranter ramt af arbejdsnedlæggelser, efter fagforeninger såvel som private virksomheder opfordrede til generalstrejke i protest mod Netanyahu-regeringen. (Foto: © Ilia Yefimovich, Ilia Yefimovich/picture-alliance/dpa/AP Images)
1 / 2

- I virkeligheden har Netanyahu bare sagt, at den her hovedpine skal han tage stilling til efter den jødiske påske. Han har ikke sagt noget som helst om, hvordan han vil løse den, siger Philip Khokhar.

Han peger på, at Netanyahu holder fast i, at reformen skal gennemføres, men at der er tale om en presset israelsk regering.

Der var protester igen i aftes i blandt andet Tel Aviv, men de var mindre end de seneste dage, hvor folk har været på gaden på tværs af Israel:

Netanyahu bliver nødt til at vælge

Der var lagt op til, at Benjamin Netanyahu i går formiddags ville annoncere, at retsreformen var udskudt efter en ny nat med store protester i kølvandet på, at Netanyahu havde fyret sin forsvarsminister for at modsætte sig reformen.

Men så truede Netanyahus koalitionspartner fra det yderste højre, Jødisk Magt, med at forlade regeringen. Siden trak partiets kontroversielle leder, Itamar Ben-Gvir, sit veto tilbage til gengæld for, at Netanyahu forpligtede sig til, at lovforslaget bliver sendt til godkendelse i parlamentet, når der er samling igen i slutningen af april.

Premierminister Netanyahu sagde i går, at han havde besluttet at lægge retsreformen på is "for at vise hensyn og undgå splittelse i befolkningen":

Derfor befinder Netanyahu sig i en kattepine, der udgør en risiko for den israelske regering, slår Philip Khokhar fast.

- Den er truet. Ikke inden for de nærmeste dage eller uger, men når vi kommer over på den anden side af helligdagene, skal han finde ud af, om det er hans egne højrefløjspartier i regeringen - herunder sikkerhedsminister Ben-Gvir - som han vil tilfredsstille. Eller om det er den brede opinion, som på ingen måde kan leve med det her lovforslag.

Israels sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, leder partiet Jødisk Magt fra den yderste højrefløj. Han er tidligere dømt for racisme, vil annektere den besatte Vestbred og har tidligere talt for at fordrive arabere, der bor i Israel. (Foto: © GIL COHEN-MAGEN, Ritzau Scanpix)

- Netanyahu bliver nødt til at vælge, lyder det fra Philip Khokhar.

Han peger på, at den israelske opposition, dele af militæret og den bredere sekulære del af befolkningen føler, at de i går vandt et slag i den større kamp om, hvor Israel bevæger sig hen.

- Men det her er ikke forbi, for regeringen er truet på sin eksistens, og Netanyahus egne samarbejdspartnere har truet med at forlade regeringen og vælte Netanyahu, hvis ikke han gennemfører retsreformen.

- Så krisen er lige så nærværende, som den var for nogle dage siden, men Israel drager et lettelsens suk over, at det i hvert fald ikke er i denne omgang, at man ryger fuldstændigt i totterne på hinanden.

Du kan høre mere om situationen i Israel i dagens udgave af Tiden