Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens sidste store mand. Han var med til at lægge den kommunistiske stormagt i graven og runde Den Kolde Krig af.
Nu er han død, 91 år gammel, efter længere tids sygdom. Det oplyser flere russiske medier, herunder nyhedsbureauerne Tass og Interfax.
Han vil blive husket som både handlekraftig og visionær, men han var også en forfængelig og kontroversiel politiker, hvis eftermæle vil blive farvet af den længdegrad, man betragter ham fra.
I Vesten vil Mikhail Gorbatjov først og fremmest blive husket som den medmenneskelige leder, der med sine reformer fik fundamentet under sovjetkommunismen til at smuldre. Her blev han tiljublet af sine tidligere arvefjender og tildelt Nobels Fredspris.
I Rusland ser mange ham derimod som en politisk letvægter, der lod sig rive med af Vesten, og som var skyld i landets kaotiske deroute op igennem 1990’erne og dets ydmygende statusfald på den globale magtscene. Et billede, som den nuværende russiske præsident, Vladimir Putin, i den grad har prøvet at lave om på - ikke mindst med krigen i Ukraine.
Ifølge præsident Putin var Sovjetunionens fald nemlig "århundredets største geopolitiske katastrofe", og det ønsker han at lave om på. Selv håbede Mikhail Gorbatjov blot på "et hurtigt ophør af fjendtlighederne", som det lød i en pressemeddelelse fra hans fond i slutningen af februar.
Sikkert er det, at Mikhail Gorbatjov endte med at blive en af det 20. århundredes mest betydningsfulde politiske skikkelser. Hvad enten det var tilsigtet eller ej.
Mikhail Gorbatjovs blev født i foråret 1931 i en lille landsby i det nordlige Kaukasus.
Det var ni år efter, at Vladimir Lenin havde etableret sin socialistiske storrepublik, og Mikhail Gorbatjov voksede op i en fattig russisk-ukrainsk landbrugsfamilie, der stadig prøvede at finde fodfæste i den nye virkelighed med tvangskollektivisering, socialistisk fordelingspolitik og politiske forfølgelser.
De første leveår var langt fra nemme. Da han var to år, udraderede en voldsom hungersnød en stor del af landsbyens indbyggere, heriblandt to af hans søstre. Og da han fyldte fire, var han tæt på at dø af kirtelsyge.
Han overlevede dog, og i sine første små 20 år forlod han stort set ikke fødebyen. Det var herfra, han oplevede Anden Verdenskrigs modbydeligheder, og krigstiden var med til at forme Mikhail Gorbatjov. Det var landsbyens drenge, der pludselig skulle tage sig af deres familier, når fædrene blev sendt i krig, og det gjorde dem med ét voksne, som han skrev i sin sidste biografi, Min egen historie.
- De brud i livet og verden, som vi oplevede, og som vi blev deltagere i, førte os på én gang ud af barndommen og ind i voksenlivet.
Han hjalp til på sine bedsteforældres gårde, når han ikke gik i skole. Det var et både tidskrævende og udmattende arbejde. Ikke mindst når der skulle høstes i sommermånederne, og det var ikke altid, at arbejdet kunne ses på middagsbordet.
Men Gorbatjov-familien holdt sammen, og han beskrev efterfølgende sit forhold til forældrene som kærligt. De støttede ham også, da han som knap 20-årig rejste til hovedstaden, Moskva, hvor han begyndte at studere jura på Moskva Universitet, landets mest prestigefyldte læreanstalt.
Det var her, at hans interesse for politik for alvor begyndte at blomstre. Det Kommunistiske Parti var det eneste parti i Sovjetunionen, og han meldte sig ind i dets ungdomsorganisation. Her indså han hurtigt, at han både havde politisk talent - og ambitioner. Kort tid efter blev han formand for ungdomsgrenen, og i 1952 blev han fuldt partimedlem.
Det var også i Moskva, at Mikhail Gorbatjov faldt for den intellektuelle, stilfulde og sofistikerede filosofistuderende Raisa Maximovna Titorenko, som han giftede sig med i 1953. De var sammen, indtil hun døde af leukæmi i 1999, og han brugte hende ofte som sparringspartner, når han senere i sin politiske karriere skulle vende større beslutninger.
Efter han havde færdiggjort sine studier i 1955, besluttede han sig for at blive fuldtidspolitiker.
Han fik job i kommunistpartiets lokale partiorganisation i Stavropol, der var hovedbyen i hans barndomsregion, og det var herfra, han arbejdede sig op igennem de hierarkiske magtcirkler, som partiet var bygget på.
Han ville nemlig helt til tops, og det lykkedes i 1985, da han som blot 54-årig blev udnævnt til ny generalsekretær – det vil sige partileder – for kommunistpartiet.
På det tidspunkt havde det totalitære styre eksisteret i 62 år, og det var et betontungt, indspist og bureaukratisk system, Gorbatjov skulle stå i spidsen for.
Den Kolde Krig prægede stadig magtbalancen i verden, og Vesten havde gradvist øget presset på “Ondskabens Imperium”, som USA’s daværende præsident, republikaneren Ronald Reagan, et par år forinden havde døbt den kommunistiske fjende.
Mikhail Gorbatjov var ukendt for langt størstedelen af sovjetborgerne, og han var en del yngre end sine forgængere på posten. Men han var netop en del af en yngre generation af sovjetpolitikere, som ikke havde oplevet en verden før Lenins revolution. Og de havde længe ventet på at overtage magten i landet.
- Denne mand har et vindende smil. Men han har tænder af stål, sagde daværende udenrigsminister Andrei Gromyko kort før, at Mikhail Gorbatjov blev ny partileder.
Mikhail Gorbatjov var udmærket klar over, at situationen i hjemlandet var uholdbar. Den kommunistiske stormagt befandt sig i en eksistentiel og økonomisk krise, og der skulle ske noget drastisk, hvis landet skulle overleve.
Den nye leder var mere pragmatiker end politisk ideolog, og i modsætning til sine forgængere havde han rejst en del i udlandet og kendte til en verden uden for Sovjetunionens grænser.
Han satte sig derfor for at forny det kommunistiske styre og åbne det mod omverdenen. Men han havde ingen planer om at afvikle det, som ellers blev resultatet blot seks år efter. Mikhail Gorbatjov var nemlig fuldblodskommunist, og han bakkede stadigvæk fuldt op om Vladimir Lenins projekt. Han mente bare, at projektet var blevet fordrejet og misbrugt af sovjetstifterens efterfølgere, ikke mindst af stalinisterne, og det skulle der laves om på.
Under parolen “glasnost” og “perestrojka” – som på dansk betyder “åbenhed” og “omstrukturering” – søsatte Mikhail Gorbatjov et større reformarbejde, der skulle munde ud i en moderne velfærdsstat.
På det tidspunkt var det sovjetiske samfund bygget på planøkonomi. Hvert femte eller syvende år mødtes partiledelsen i Moskva og lavede udførlige planer for, hvad fabrikkerne eksempelvis skulle producere i de efterfølgende år og hvordan goderne skulle fordeles mellem borgerne. Men denne økonomiske model skrantede, og derfor skulle den reformeres, lød meldingen fra Mikhail Gorbatjov.
Han ville dog ikke erstatte den med en fri markedsøkonomi, som vi kender et i Vesten. Og han ville heller ikke sælge de statsejede virksomheder og fabrikker til private investorer. Men planøkonomien skulle nytænkes, og landets ineffektive industri skulle samtidig moderniseres, så de kunne komme op i omdrejninger igen.
Derudover skulle det totalitære regime udskiftes med et mere demokratisk valgsystem med folkevalgte organer, ytringsfrihed og menneskerettigheder.
- Vi har brug for “glasnost” (”åbenhed”, red.), som vi har brug for den luft, vi indånder, udtalte Mikhail Gorbatjov, der som den første sovjetleder brugte fjernsynet offensivt til at kommunikere sine budskaber til landsmændene.
Det var noget, der blev taget godt imod hos hans landsmænd, som var trætte af det betontunge styre. Her så de ham som manden, der kunne sikre dem en lysere og friere fremtid med en bedre økonomi, og de bakkede op om hans reformplaner.
På den internationale front gik han med til en række store nedrustningsaftaler med USA, som satte en stopper for våbenkapløbet. Det lagde en stor dæmper på den atomkrigsfrygt, som ellers havde kendetegnet tiden under Den Kolde Krig.
Han afsluttede derudover den krig i Afghanistan, som var brudt ud, efter Sovjetunionen havde invaderet landet i 1979. Han fik samtidig genetableret diplomatiske forbindelser til Israel, og han blåstemplede den tyske genforening efter murens fald i 1989. Det var alt sammen medvirkende til, at han i 1990 blev tildelt Nobels Fredspris.
- Han sikrede en fredfyldt afslutning på Den Kolde Krig, som den norske fredskomite skriver på sin hjemmeside.
Den skepsis, som mange vestlige ledere til at begynde med havde haft over for ham, blev gradvist erstattet med tillid. Og Storbritanniens premierminister, jernladyen Margaret Thatcher, udtalte, at hun faktisk godt kunne lide sin sovjetiske kollega.
- Han er en, man kan lave forretninger med, lød det fra den konservative politiker.
Censuren blev gradvist ophævet, kulturlivet blev frigjort fra den politiske verden, og han gav russerne lov til at kritisere styret, heriblandt ham selv.
Samtidig indledte han et politisk korstog mod den drukkultur, der prægede landet, ved blandt andet at hæve afgifterne på alkohol. Det sænkede dog ikke indbyggernes alkoholforbrug synderligt. Russerne måtte i stedet kaste sig over hjemmebrænderiet eller begive sig ud på det sorte marked for at få fingrene i deres vodka. Det betød, at den sovjetiske statskasse gik glip af milliarder i tabte afgiftsindtægter.
Og netop den sovjetiske økonomi led under Mikhail Gorbatjovs kompromisløse reformiver. Det lykkedes ham aldrig at reformere planøkonomien, som han ellers havde sat sig for. Og rundt om i landet var utilfredsheden med ham begyndt at brede sig. Ikke mindst i kommunistpartiets egne rækker, hvor det langt fra var alle, som bakkede op om formandens reformer.
Mikhail Gorbatjov aflægger ed som Sovjetunionens første egentlige præsident. Indslag i TV Avisen den 15. marts 1990.
Det autoritære og hierarkiske system, som kommunistpartiet var funderet på, begyndte at slå sprækker i takt med, at friheden blev rullet ud. Og det var langt fra alle partikammerater, der var glade for, at han i 1990 som følge af en forfatningsændring var blevet valgt til den nyoprettede og magtfulde post som Sovjetunionens præsident.
August 1991 blev starten på slutningen for Mikhail Gorbatjov – og for hele Sovjetunionen. I et kupforsøg forsøgte flere af hans topministre – heriblandt vicepræsidenten, premierministeren og chefen for det hemmelige politi, KGB – at fjerne ham fra magten.
De udgjorde kernen af gammelkommunisterne, som var trætte af hans liberale reformer. Og de var samtidig imod, at Mikhail Gorbatjov ville give Rusland og de 14 andre republikker, som tilsammen udgjorde Sovjetunionen, mere selvstyre og deres egne præsidenter.
De frygtede, at det ville svække det centrale magtapparat i Moskva, og den 19. august spærrede de Mikhail Gorbatjov inde på hans ferieresidens på halvøen Krim.
Klip fra TV-Avisen 19. august 1991.
Kuppet slog dog fejl efter blot tre dage. Det skyldtes ikke mindst, at Boris Jeltsin, som kort forinden var blevet valgt til præsident for Rusland, havde opfordret indbyggerne til at vende kupmagerne ryggen.
Men Mikhail Gorbatjov var svækket, da han vendte tilbage til hovedstaden, og han blev mødt af hård kritik fra parlamentarikerne. Samtidig var varerne begyndt at forsvinde fra statsbutikkernes hylder som følge af den dårlige økonomi, og det førte til stor panik blandt sovjetborgerne.
Mikhail Gorbatjov prøvede desperat at holde sammen på unionen, men det var for sent. Hans popularitet blandt vælgerne var faretruende lav, og reformerne havde en efter en trukket tæppet væk under ham og statens legitimitet.
Den 25. december 1991 nedlagde han sit hverv som præsident for Sovjetunionen. Lenins kommunistiske stormagt var fra den ene dag til den anden blevet fortid, 74 år efter det var blevet etableret, og Vestens frygt for Sovjetunionen var med ét ovre.
Mikhail Gorbatjov blev ingen folkehelt i det nye Rusland, som pludselig havde set dagens lys. Tværtimod.
Ingen ville længere kendes deres tidligere leder, og han røg ud i den politiske kulde, efter at Boris Jeltsin, der længe havde været i politisk opposition til ham, havde overtaget magten over landet.
Den brutale overgang fra et Sovjetunionen, der trods undertrykkelse og mangel på demokrati havde været nogenlunde sikkert og stabilt, til et Rusland, hvor anarkiet herskede, var brat. Det sikkerhedsnet, som før havde hængt under indbyggerne i Sovjetunionen, var nu blevet hevet væk, og folk måtte vente i timevis for at få fingrene i selv de mest basale madvarer og fornødenskaber.
Mange russere sultede i de kaotiske overgangsår, og mange følte, at det var Mikhail Gorbatjov, som havde solgt det sovjetiske arvesølv til Vesten for en alt for billig pris.
Velstanden udeblev op igennem 1990‘erne, og den sociale ulighed steg i takt med, at de nyrige oligarker fik raget mere og mere magt til sig. Samtidig mente mange, at Mikhail Gorbatjov var årsagen til, at landet havde mistet den supermagtsstatus, som det trods alt stadig havde under kommunismen.
Mikhail Gorbatjov ernærede sig efterfølgende som forfatter og foredragsholder, og han stiftede derudover en fond, der blandt andet støttede socialpolitisk og økonomisk forskning samt kræftbehandling.
Gorbatjov prøvede dog at vende tilbage til russisk indenrigspolitik, men uden nogen succes. Da han i 1996 stillede op til præsidentvalget som leder for det nystiftede Socialdemokraterne, stemte mindre end én procent af russerne på ham og hans parti.
Trods kritikken blev han ved med at forsvare sin ageren som generalsekretær og præsident. Og han var stolt af de reformer, han havde gennemført.
- Jeg fandt, at frihed, lighed, retfærdighed og solidaritet er de vigtigste socialpolitiske værdier, og det tror jeg fortsat, de er, som han skrev i biografien 'Min egen historie'.
Men han var samtidig også ærgerlig og trist over, at hans reformprojekt var stødt på grund, efter Sovjetunionen var gået i opløsning. Og han var ikke bange for at klandre sin efterfølger for Ruslands store problemer. Han mente blandt andet, at Boris Jeltsin med sine chokreformer og løsslupne økonomi havde været ansvarlig for den store ulighed, der spredte sig i samfundet op igennem 1990‘erne.
Og han kritiserede også Vladimir Putin, der overtog præsidentposten i 2000, for at være for autoritær og magtfuldkommen. Han roste dog også Putin for at have sat en stopper for det kaos, Boris Jeltsin havde efterladt sig, og for at holde Rusland samlet.
Vennerne i vest blev han dog ved med at have. Ikke mindst i Tyskland, hvor folk stadig er taknemmelige for, at han blåstemplede genforeningen mellem den østlige og vestlige del efter murens fald.
Den tidligere kommunist gik til manges store overraskelse også med til at reklamere for blandt andet den amerikanske fastfoodgigant Pizza Hut og luksusmærket Louis Vuitton. Samtidig blev Hollywood-berømthederne ved med at strømme til, når han holdt fundraisers eller uddelte fredspriser.
Han rejste verden rundt og gav interviews om både Ruslands og verdens tilstand.
Han var ikke bange for at sætte tingene på spidsen, og han advarede flere gange mod en ny kold krig mellem Vesten og Rusland. Blandt andet efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014.
- Jeg ser faktisk alle de her tegn på en ny kold krig. Og hvis vi ikke gør noget, kan det hele gå amok. Moskva stoler ikke længere på Vesten, og Vesten stoler ikke på Moskva. Det er forfærdeligt, udtalte han i 2015 til det tyske magasin Der Spiegel.
Han udtalte sig ikke offentligt om krigen i Ukraine, men ifølge en pressemeddelelse fra hans fond håbede han på "et hurtigt ophør af fjendtlighederne". En af hans venner, journalisten Alexei Venidiktov, sagde dog i sommer, at Mikhail Gorbatjov bestemt ikke var begejstret for krigen, som han mente, havde undermineret "hans livsværk". Og han var samtidig kritisk over for den autoritære kurs, som præsident Putin står for.
- Alt det, som Mikhail Gorbatjov gjorde, er blevet smadret. Alle hans reformer er forsvundet i aske og røg, sagde Alexei Venidiktov.
I hjemlandet forblev han dog ude i kulden, og han var en kontroversiel og ensom skikkelse i periferien af den nyere russiske historie til det sidste. Historikere diskuterer fortsat, om det først og fremmest var Mikhail Gorbatjovs reformiver eller Ronald Reagans benhårde konfrontationskurs, der gav Sovjetunionen det endelige dødsstød.
Sikkert er det, at Mikhail Gorbatjov vil blive husket som manden, der var med til at afslutte det 20. århundredes største konflikt, og som var med til at gøre verden til et mere fredeligt sted. Hvilket Vladimir Putin de senere år altså har lavet en del om på.