Da Unesco for to år siden anerkendte Palæstina som en selvstændig stat, kvitterede amerikanerne med at stoppe med at betale for deres medlemskab af organisationen, som blandt andet varetager verdensarvlisten.
Men nu får den manglende støtte konsekvenser for stormagten.
Ifølge Unescos egne regler mister et land sin stemmeret, hvis de ikke betaler deres årlige bidrag tre gange i træk, og for amerikanerne udløb den frist i dag. Unesco er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab.
Paradoksalt
Udelukkelsen vækker bekymring i Washington, fordi amerikanerne frygter, at man ved at miste sin stemme i Unesco giver plads til anti-israelske strømninger - især blandt de arabiske medlemmer. En ting man netop har forsøgt at undgå.
- Vi vil ikke være i stand til at have samme gennemslagskraft nu. I realiteten har vi ikke længere en fuld værktøjskasse. Vi mangler vores hammer, siger den amerikanske kommissær i Unesco, Phyllis Magrab, til nyhedsbureauet AP.
Amerikanerne har været medlem af Unesco siden 2002, og en af deres store mærkesager har blandt andet været at udbrede kendskabet til holocaust via uddannelse i forskellige lande.
Udover USA har Israel også mistet deres stemme, da de også valgte at stoppe med at betale, da Palæstina blev medlem.
Vil ændre loven
Amerikanernes manglende støtte skyldes en gammel lov, som blev vedtaget under George Bush senior i 1990 og udbygget yderligere i 1994 af Bill Clinton.
Ifølge loven må USA ikke støtte FN-organisationer, herunder Unesco, hvis de anerkender Palæstina som et ligeværdigt medlem.
Obama-administrationen har forsøgt at ændre lovgivningen, men det er altså ikke lykkedes i tide.
Økonomiske problemer
Amerikanernes beslutning har haft store konsekvenser for Unesco. Med et årligt indskud på lige under en halv milliard kroner udgjorde amerikanernes bidrag 22 procent af Unescos årlige budget, hvilket betød, at Unesco var nødt til at indstille flere af deres projekter, da USA stoppede betalingerne.
Hvis amerikanerne vil have deres stemmeret tilbage, skal de første betale den manglende støtte for de sidste to år. Og for hver dag der går stiger prisen med omkring en million kroner.
Palæstina blev medlem i 2011. USA, Canada, Tyskland og 11 andre lande stemte imod medlemskabet, mens 107 lande stemte for.
Danmark og 40 andre stemte blankt.