Nato-skibe skal bekæmpe menneskesmugling i Middelhavet

Fra mandag sejler Nato i græsk og tyrkisk farvand for at stoppe menneskesmugleres trafik.

- Nato indleder sine aktiviteter i de territoriale farvande i dag, siger Jens Stoltenberg. (Foto: © Raed Qutena, Scanpix)

Mens EU-landenes stats- og regeringschefer er samlet i Bruxelles for at finde en løsning på flygtningekrisen, er Nato-skibe ved at sejle ind i Det Ægæiske Hav mellem Grækenland og Tyrkiet.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde mandag aften med Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu.

- Nato indleder sine aktiviteter i de territoriale farvande i dag, siger Jens Stoltenberg med henvisning til, at skibene hidtil har befundet sig i internationalt farvand.

Natos flådestyrke bliver sat ind i kampen mod menneskesmuglere, som fragter flygtninge og migranter fra Tyrkiet til de græske kyster og dermed EU.

- Vi udvider vores samarbejde med EU's grænseagentur Frontex, og vi udvider antallet af skibe, vi har til rådighed, siger Jens Stoltenberg.

Flådestyrken består i første omgang af fem skibe, som med radarsystemer og helikoptere om bord skal overvåge og videregive efterretninger til de græske og tyrkiske kystvagter, som derefter skal forsøge at stoppe den ulovlige og livsfarlige trafik.

Men styrken vil blive udvidet. Både Frankrig og Storbritannien har lovet også at sende skibe til Det Ægæiske hav, oplyser Jens Stoltenberg.

Det er Tyskland, der leder missionen, som blev aftalt i februar måned. Ud over Tyskland bidrager Canada, Tyrkiet og Grækenland også til flåden.

Det danske flådefartøj Absalon bliver en del af indsatsen fra september, har forsvarsminister Peter Christensen (V) tidligere oplyst.

/ritzau/