Nato fordømmer russiske overflyvninger i Tyrkiet

Russerne forklarer hændelserne med særlige vejrforhold.

Den luftbase, som nogle af de russiske fly benytter i Syrien, ligger kun 30 kilometer fra den tyrkiske grænse.

Russiske fly har krænket det tyrkiske luftrum for anden gang på to dage.

Første overflyvning skete i lørdags, og da det gentog sig, skabte det vrede både i Tyrkiet og militæralliancen Nato.

Nato har i en udtalelse fordømt den russiske krænkelse af luftrummet.

- De russiske militæraktioner har nået et farligere niveau med de nylige krænkelser af tyrkisk luftrum 3. og 4. oktober, skriver Nato i en pressemeddelelse.

Ruslands ambassadør er nu for anden gang blevet indkaldt til samtale i Ankara. Rusland har siden sidste uge udført luftangreb i Syrien.

En af luftbaserne ligger i nærheden af den tyrkiske grænse, og det var et uheld, da de russiske fly krydsede ind i Tyrkiet, forklarer en talsmand for det russiske forsvarsministerium.

Fra det russiske indenrigsministerium forlyder det, at det kun drejede sig om "få sekunder", hvor kampflyet af typen SU-30 befandt sig i tyrkisk luftrum.

- Afstanden er omkring 30 kilometer, og ved særlige vejrforhold sker indflyvningen fra nord. Det er årsagen, og man bør ikke søge efter konspiratoriske grunde i denne sag, sagde talsmanden.