Briterne har ligesom Danmark modtaget en venlig hilsen fra USA op til næste uges NATO-topmøde i Bruxelles.
Storbritannien er ellers, sammen med blandt andet USA, et af de eneste fire lande, som overholder NATO's målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.
Men det er ikke nok, skriver den amerikanske forsvarsminister Jim Mattis i brevet til sin britiske modpart, Gavin Williamson, og henviser til, at Storbritannien er en af verdens førende militærmagter og taler med stor moralsk vægt.
- Jeg er bekymret for, at jeres evne til fortsat at levere dette vigtige militære fundament for diplomatisk succes risikerer at erodere, skriver Jim Mattis i brevet, som er kommet nyhedsbureauet Reuters i hænde.
- En global nation som Storbritannien, med interesser og forpligtelser verden rundt, skal bruge flere midler på militær, end hvad vi ville forvente af allierede med kun regionale interesser, skriver den amerikanske forsvarsminister.
USA fremhæver Frankrig
Brevet er høfligt formuleret og indeholder også ros til Storbritannien. Men i lighed med lignende skrivelser, som USA's præsident Donald Trump har sendt til mindst 10 lande forud for topmødet, er der ingen gulerod uden pisk.
Her gør Jim Mattis opmærksom på, at Frankrig har leveret en omfattende plan, for hvordan landet inden 2024 vil investere i sit forsvar og bruge mindst to procent af sit bruttonationalprodukt på militæret.
USA vil også have Storbritannien til at fremlægge en detaljeret og fuldt finansieret plan for, hvordan landet vil investere yderligere i sin militære styrke.
- Som globale aktører har USA og Frankrig konkluderet, at det nu er på tide at øge investeringerne i vores militær væsentligt, skriver Jim Mattis.
Han peger på, at Frankrigs forsvarsinvesteringer er i stigning.
- Det er i begge vores nationers bedste interesse, at Storbritannien forbliver USA's foretrukne partner. I den ånd er det nødvendigt at Storbritannien investerer i og fastholder en robust militær kapacitet, lyder den slet skjulte trussel fra den amerikanske forsvarsminister.
Har mistet over 600 soldater
Storbritanniens daværende premierminister Tony Blair lovede straks efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 at stå "skulder ved skulder" med USA.
Som primær allieret under krigene i Irak og Afghanistan har Storbritannien mistet over 600 soldater, ligesom det overtog lederskabet af krigen i Afghanistan, da USA var mest presset i Irak.
I 2017 brugte Storbritannien omkring 2,12 procent af sit bruttonationalprodukt på forsvar, et godt stykke over NATO's målsætning på to procent.
Til sammenligning brugte Frankrig samme år 1,79 procent. Landet forventer dog at nå to procent inden NATO's 2024-deadline.
- Storbritannien har et af de højeste forsvarsbudgetter i Europa, og vi har gjort det klart, at vi vil fortsætte med at overstige NATO's to procent-målsætning, siger en talsmand for det britiske forsvarsministerium ifølge The Independent.
Danmark overholder ikke målsætning
De øvrige modtagere af breve fra USA er lande, som ikke bruger to procent af bruttonationalproduktet på forsvar og heller ikke forventes at gøre det inden 2024.
Blandt de 10 kendte modtagere af breve er også Danmark, som selv med det nye forsvarsforlig ikke kommer højere end 1,3 procent af bruttonationalproduktet i 2023.
- Der er ingen forklaring på, hvorfor USA fortsat skal dedikere flere ressourcer til forsvaret af Europa, når kontinentets økonomier, inklusiv Danmarks, har det så godt, skriver Donald Trump i brevet til statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Den danske statsminister mener dog, at den amerikanske præsident har stirret sig blind på, hvor stor en andel af bruttonationalproduktet militærudgifterne udgør.
- Vi kan godt være vores bidrag til den fælles sikkerhed bekendt, og Danmark tager til NATO-topmøde i næste uge med ryggen rank, lyder det i en udtalelse fra Lars Løkke Rasmussen.