Kort før midnat, natten til torsdag dansk tid, dukkede der en yderst bemærkelsesværdig melding frem på landsdækkende fjernsyn i Niger.
- Landets grænser er blevet lukket, og der indføres udgangsforbud, lød det.
En melding som denne ville typisk komme fra landets præsident, men denne gang var det landets nationalgarde, der gav ordene i det vestafrikanske land.
I videoen siger oberst-major Amandou Abdramane, at militæret har “besluttet sig for at sætte en stopper for regimet som I kender det”.
Samtidig oplyser militæret, at præsident Mohamed Bazoum er taget til fange på sit eget kontor i et forsøg på at mægle en aftale på plads.
Den første demokratiske magtoverdragelse
Amandou Abdramane forklarer kupforsøget med en henvisning til en forværret sikkerhedssituation i landet samt “dårlig økonomisk og social styring”.
Også landets indenrigsminister, Hamadou Souley, er blevet anholdt af nationalgarden og holdt tilbage på præsidentpaladset sammen med præsidenten.
Det var præsidentens stab senere ude og bekræfte, hvorefter de beskrev handlingen som et “forgæves forsøg på en antirepublikansk bevægelse”. Præsidentkontoret meddelte samtidig, at begge mænd har det godt, og at hæren – der er separat fra nationalgarden – står klar til at angribe soldaterne, hvis ikke præsidenten frigives.
Den dramatiske udvikling fik hundredvis af demonstranter til at samle sig i hovedstaden Niamey i støtte til præsident Bazoum. Det fik nationalgarden til at affyre advarselsskud i forsøg på at blokere demonstranterne, der var omkring 300 meter fra præsidentpaladset.
Demonstranterne stod med billeder af præsidenten og skilte med teksten: “Nej til destabilisering af republikkens institutioner”.
Ifølge CNN er der ingen tilskadekomne.
Niger er en tidligere fransk koloni og er blevet en afgørende allieret over for vestlige magter, der lige nu forsøger at bekæmpe islamiske oprør i Sahel-regionen.
Frankrig har eksempelvis flyttet deres tropper fra Mali til Niger, efter at forholdet til myndighederne blev anstrengt sidste år. Det samme har de gjort efter uenigheder med Burkina Faso.
Da Bazoum vandt præsidentvalget tilbage i 2021, var det den første demokratiske magtoverdragelse i landet, der har oplevet fire militærkup siden uafhængigheden fra Frankrig tilbage i 1960. Han overtog posten efter et mislykkes kupforsøg i Niger i 2021, hvor en militærenhed forsøgte at overtage præsidentpaladset bare få dage inden Bazoum skulle indsættes.
'Vestens eneste håb'
Forholdet mellem Niger og Vesten har forbedret sig betydeligt de seneste år, hvor USA har ydet støtte for at forbedre landets sikkerhed og har investeret godt og vel 500 millioner dollars siden 2012. Tyskland annoncerede i år, at de vil deltage i en treårig europæisk militærmission med det formål at styrke Nigers væbnede styrker.
Alt det her har haft til formål at forbedre landets militære kapacitet og håndtere sikkerhedsudfordringer i regionen. Det er derfor vigtigt for Vesten, at Bazoum forbliver ved magten.
- Bazoum har været Vestens eneste håb i Sahel-regionen. Frankrig, USA og EU har brugt mange af deres ressourcer i regionen på at styrke Niger og landets sikkerhedsstyrker, forklarer Uld Lässing, der er er leder af Sahel-programmet i den tyske tænketank Konrad Adenauer Fonden, til Reuters.
Ifølge eksperten kan et kup skabe mulighed for, at eksempelvis Rusland kan udvide deres indflydelse i Niger.
Der er også hurtigt kommet fordømmelser fra Vesten.
USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har opfordret nationalgarden til at løslade præsidenten, og understreger USA’s støtte til præsident Bazoum.
- Jeg talte med præsident Bazoum tidligere på morgenen og gjorde det tydeligt, at USA standhaftigt støtter ham som Nigers demokratisk valgte præsident. Vi opfordrer til hans øjeblikkelige løsladelse, lød det fra Blinken.
Også EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har givet udtryk for sin dybe bekymring over den nuværende situation i det vestafrikanske land.
- EU fordømmer ethvert forsøg på at destabilisere demokratiet og true stabiliteten i Niger, skriver han på Twitter.
Der er ikke kommet noget nyt siden udmeldingen fra præsidentstaben og nationalgardens meddelelse på landsdækkende tv.